| Blodets bånd |
| |
Amerikanerne har en helt anden tradition for 'corporate thrillers' end deres kolleger i den hjemlige filmandedam. Magtintrigant rænkespil, lyssky forretningsforbindelser, durkdrevne strateger, der kun navigerer ud fra pengesedlerne og aktiekursernes moralkodeks. Det har ligesom bare en anden klangbund i kapitalismens højborg USA end i leverpostejsfarvede, socialdemokratiske Danmark. Som regel.
 |
Copyright:
Nordisk Film |
Kampen om arvefølgen
For nu har instruktør Rumle Hammerich besluttet sig for at gøre Hollywood-film som The Insider og Michael Clayton kunststykket efter og levere intelligent underholdning om en kæmpekoncerns korthus. Et korthus, som er sindrigt opbygget, og hvor bygningens kolde glasfacade er alene om at være gennemsigtig. I Headhunter tilhører glasfacaden den Mærsk-lignende Sieger-koncern, hvis magtspil om arvefølgen headhunteren Martin (Lars Mikkelsen) uforvarende bliver en central del af. Firmaets gamle patron N.F. Sieger (Henning Moritzen) skal finde sin efterfølger og er fast besluttet på, at det ikke skal være hans søn, den udspekulerede Daniel (Flemming Enevold).
Intens Lars Mikkelsen
Martin skal jage det nye overhoved – men hvem jager mon hvem? Mens Martin bliver lusen mellem to negle i form af gamle og unge Sieger, som har hver sin plan med den skarpe headhunter, lokkes tilskueren længere og længere ind i kontorgangenes lyssky labyrinter. Man er faktisk fanget fra første til sidste sekund, ikke mindst takket være den labre billedside i bredformat, der skaber lige den atmosfære af metallisk kulde som en konspiratorisk genrefilm fortjener. Der er fremdrift i denne her sag og nok twists, turns og delikat kongespil til, at man nemt lader sig forføre af at se begivenhederne med Martins først forundrede og siden desperate øjne. Lars Mikkelsen spiller ham med en dobbelttydig intensitet, der virkelig sparker røv og kun understreger, at han er landets måske mest fængende skuespiller lige nu. Og han får bundsolidt modspil af garvede kræfter som Henning Moritzen som Sieger den ældre og Preben Harris som koncernens kamæleonagtige kontorchef.
 |
Copyright:
Nordisk Film |
Fædre med bristede forventninger
Hammerich og manuskriptkollega Åke Sandgren undgår ikke helt at gentage den meget danske faldgrube fra andre hjemlige produktioner (Rejseholdet, Ørnen), hvor hovedpersonernes privatliv tiltrækker stor opmærksomhed. Martin har en handicappet søn, som han har mere end svært ved at acceptere og står over for at bortadoptere. Pointen er selvfølgelig, at Sieger ikke er den eneste med bristede forventninger til sit afkom og med den kyniske vilje til at lade ego komme før blod. Men filmens far-søn-tematik og Martins splittede figur – Sieger Senior bliver en slags faderfigur for ham – var gået lige så klart igennem med mindre af dette plotmæssige sidespring, der føles lidt for påtrængende.
Et genrestykke i øjenhøjde
Alligevel. Hammerich lykkes med Headhunter dér, hvor nyere danske spændingsfilm som Det som ingen ved, Kandidaten og Flugten har fejlet mere eller mindre grusomt. Han har lavet et genrestykke, der er troværdigt i sit plot, delikat i sin stil og i det hele taget tør være i øjenhøjde med sin tilskuer, så man hverken føler sig undervurderet eller konfus, men bare helt tilpas og på kanten af biografsædet. Selv filmens ene nævekamp har sgu saft og kraft. Godt gået, Rumle!
|
| |
| Seneste kommentarer: (6 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Jolline
8-9-2009 19:53 | waauw en anmeldelse af en anmelder.
Aner jeg lidt mavesure mennesker, som ikke har andet at fortage sig end at rakke en anmelder ned?
Hvad med at give en mening om filmen altså hvis i har set den?
Synes det var en rigtig god film hvor Lars Mikkelsen sparkede røv ups lover at vaske min mund med sæbe så jeg ikke støder nogle mennesker herinde. |
| Hmmm
28-8-2009 21:09 | Men hvorfor skal anmelderen bruge så grimt sprog?
"Lars Mikkelsen sparker røv", "Godt gået, Rumle" og "har SGU saft og kraft" - er det Frikvarter jeg læser eller har anmelderen et eller andet selvværdsproblem, han forsøger at kompensere for over for mig som læser ved at være mere hip i sit sprog end Nik og Jay?
Det keder mig og fortæller mig, at anmelderen ikke ved hvad han snakker om. Hvilket så underbygges af floskler som "troværdighed" over for et emne, han tydeligvis INTET ved om |
| Johnny Pepperoni
28-8-2009 10:18 | Enig med McNeil. "Troværdig" er slet ikke det samme som "realistisk". F.eks. kan man sagtens mene at Ringenes Herre har opbygget et troværdigt univers, men det ville være noget sært at sige, at det har opbygget et realistisk univers. |
| Kenneth McNeil
28-8-2009 10:13 | "Godt gået, Rumle!", skurrer også lidt i mine ører. Det er et stilistisk kækt greb, der dog ofte - i mine ører - kommer til at lyde lidt for kækt.
Mht. "troværdighed" må anmelderen jo give et kvalificeret gæt ud fra sine forudsætninger. Det gør ham - for mig at se - i værste tilfælde kun til en marginalt dårligere anmelder af den ekstreme niche af film, hvor lige præcis denne viden er nødvendig. Og skader vel ikke anmeldelsen markant? Medmindre man formoder, at seerne pludselig søger en dokumentarfilms præcision midt i fiktionen? |
| Hmmm
28-8-2009 09:35 | "Godt gået Rumle" skriver anmelderen? Sikke da en grim formulering, med mindre man er bedste venner med instruktøren? I såfald er anmelderen jo inhabil!
Og i øvrigt går jeg ud fra han i sin fritid er chef eller lign. i Mærsk, siden han ved at plottet er "troværdigt"? Noget én der rent faktisk ved noget om erhvervslivet her siger, at filmen på trods af andre virkningsfulde elemener bestemt IKKE er: http://blog.politiken.dk/lunde/
|
|
|
|  |
|
