| Kunsten at være lykkelig |
| |
De mørke skyer, der lå som et vådt, klamt tæppe henover forstæderne i All or Nothing er gledet væk. De kulsorte skygger, der kastede sig meterlange og tunge ind gennem vinduerne i Naked er jaget væk af lyset.
Britiske Mike Leigh, der lige siden sin debut i start-70’erne har været synonym med den britiske kitchen sink realism – teenagepiger bollet tykke af vrede, unge mænd med udtalt had til maskinen, til "the man" – har skiftet galde med glæde. I hvert fald for en kort stund.
 |
Copyright:
Sandrew Metronome |
Et lysglimt i mørket
Happy-Go-Lucky er dog ikke så meget Mike Leighs, som det er Sally Hawkins’ film. I rollen som den 30-årige solsikke Poppy, ubebyrdet af mand, børn og dén slags, og med en ukuelig tro på menneskets fundamentalt gode karakter, er hun altoverskyggende – eller rettere altoverstrålende. Hun ganske enkelt springer og griner sig vej i gennem livet. Med "a pep in her step", som briterne ville sige.
Tilsyneladende uden besvær, men også kun tilsyneladende. Det er ikke problemfrit at anskue livet frit for problemer. Både over for veninden Zoe, søsteren Suzy, børnene hun underviser, og sågar den arrige kørerlærer, Scott (Eddie Marsan) stråler hun af overskud. Hun er den, der leverer joken, når stemningen presser, det velmente ord, når livets last bliver for tung at bære.
Hun tager kørekort, går til danseundervisning, hjælper hendes elever med personlige problemer, og finder – midt i det hele – tid til alle omkring hende. "You can't make everybody happy", indskyder Zoe. "There's no harm in trying, is there?", lyder svaret.
Hun lever simpelthen livet. Fra dag til dag, øjeblik til øjeblik. Bag hvert et smil og hver en ytring, fornemmer man gnisten. Poppy er et lykkeligt menneske.
Livet i detaljen
Det fjerner naturligvis spændings- og usikkerhedselementet. Kun i møderne med den smålige, pessimistiske Scott udfordres Poppys optimisme. Og sjældent problematiseres den. Det optimisme menneskes risiko for at få sin illusion skudt ned af den pessimistiske (realistiske?) udforskes ikke.
Men det gør heller intet. Happy-Go-Lucky er et øjebliksbillede af et sind så lyst, at det kunne gennembryde selv den grimmeste, mest opvaskevandslignende grå himmel. Det er ikke fordi, Happy-Go-Lucky ikke vil noget, ikke kan noget, men snarere qua dens åbne struktur – Poppy har intet tydeligt mål – at nogle seere måske vil føle sig snydt. Hvorfor sker der ikke noget? Hvad vil hun? Hvor er vi på vej hen?
Som Poppy siger til sidst: "You keep on rowing, and I'll keep on smiling." Det er hverken målet eller vejen dertil, men detaljerne, og nydelsen af detaljerne ind i mellem. Det er livet. Det liv, der sker, mens vi har for travlt med at lægge planer.
|
| |
| | To glimrende featuretter af fornuftig længde. Dels en tur bag kameraet og dels en rigtig god interviewbåret dokumentar om Mike Leighs måde at arbejde med skuespillere og figurer på. Informativ, seriøs og ærlig filmsnak uden det sædvanlige reklamesnak.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (2 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Kenneth McNeil
13-9-2008 17:52 | Jeg var i øvrigt - som det forhåbentligt fremgår af teksten? - også tættere på et 5- end et 3-tal.
Det er en befriende tilsyneladende ubesværet film. |
| Johnny Pepperoni
13-9-2008 11:24 | Jeg synes de danskere jeg mødte under Berlin-filmfestivallen sidste år var ret enige om, at dette var den bedste film det år sammen med Boy A... derfor synes jeg det er sært, at filmen får noget lukne anmeldelser, og denne på 4 stjerner er den mest positive overfor filmen, jeg har set indtil nu. |
|
|
|  |
|
