| Stjerner uden hjerner |
| |
Et sted på Englands sydkyst ligger Guest House Paradiso, hvor man gerne ville have sagt "Halløj på Badehotellet", hvis ikke det lige var for et enormt atomkraftværk i baggrunden og så for de to totalt åndssvage værter tjeneren Eddie og receptionisten Twat (eller Twaite – alt efter hans humør). Selv om de to svæver langt over det normale topmål for idioti, så kommer der alligevel gæster på hotellet. Det er netop dem, der er hovedundskyldningen for filmen.
Under bunden
Det er det britiske lavkomikpar Adrian Edmondson og Rik Mayall, der står bag Eddie og Mr. Twat/Twaite, både hvad manuskript, instruktion og skuespil angår. Det er absolut ikke, fordi jeg ikke selv har været flad af grin over at se dem tumle rundt i TV-serierne The Young Ones og Bottom, men i denne film kammer det helt over for dem. Det meste af tiden går med, at de slås internt. Når de ikke gør det, røver de gæsternes penge og ejendele eller løber rundt i deres latex-undertøj. Da den sexede italienske Sophia Loren-agtige Gina Carbonara kommer til, bliver kampen mellem dem endnu mere intens, og da det for en gangs skyld lykkes dem at servere et måltid mad for gæsterne er det radioaktive fisk.
Nøddeknækkervals
Så meget skal de dog have, at de fører komikken helt igennem. Det er ikke et øjebliks stilstand i filmen, og der bliver konstant lagt op til mere og mere vanvittige situationer. Det er den form for energi, der kan gøre sig glimrende på TV en halv times tid af gangen. Og absolut ikke i en hel spillefilms længde. De har forsøgt at hænge tosserierne op på noget, der skulle ligne en dramatisk udvikling, men ethvert tiltag til en sammenhængende fortælling drukner i vanviddet. For yndere af deres specielle slags komik er der dog enkelte højdepunkter. Hvis jeg nu nævner et af de største, kan I selv vurdere: Efter cirka en halv times slåskamp får Eddie endeligt skovlen under Mr. Twat/Twaite, da han klemmer hans nosser med en nøddeknækker!
Drop filmen og besøg hjemmesiden
Selv for kendere anbefales det helt klart at droppe filmen og eventuelt besøge den officielle hjemmeside i stedet (linket nederst i faktaboksen til venstre). Der kan man nemlig selv tæve Mr. Twat med både køller og kasseroller, man kan afklæde Gina Carbonara og sidst men ikke mindst, kan man selv stoppe, mens legen er god.
|
| |
| Seneste kommentarer: (3 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | chake
21-8-2009 05:26 | www televysion com |
| Heavenzanny
10-8-2008 08:48 | Til personen ovenover - DU skal nok ikke lige kritisere andre mennesker for, om de har intelligens nok til at forstå en film eller ej... Anmelderen har fuldstændig ret til at skrive præsis, hvad han vil... Om komik er på et højt intellektuelt plan vil altid være et spørgsmål om smag og om individualitet... Gal eller genial har altid været et synspunkt og en balancegang... sådan er det med al komik og kunst... :) |
| Du er da for dum!
21-2-2005 19:53 | Når du anmelder den så dårligt vil jeg gerne sige edt par ord og rette lidt på det du har sagt her!
Det er ikke kun fordi jeg er kømpe Adrian Edmondson og Rik Mayall fan at jeg vil modsige dig lidt!
For det første er de to slet ikke lavkomikere! De er højt respekteret og meget kendte i England! De med at de hele tiden slår hinanden bygger faktisk på intelligient komik! Ligesom at Rowan Atkinson Blev nødt til at droppe Blackadder Og begynde på Mr. Bean For at Blive rigtig kendt! (Blackadder er for de højere begavede, og virkelig morsom!) Det er rigtigt at slutningen er ret overdrevet og den synes selv jeg!
Men du har slet ikke forstået komikken i det! Prøv at studere menneskerne lidt, ikke?
De gør jo osse grin med sig selv i bottom live 2001 (an arse oddity)For at se den film skal man kende personerne godt, og det skal ikke bare være en film man lejer nede i blockbuster!
Kjerstine |
|
|
|  |
|
