| Tøjlet begejstring |
| |
Departures tog Oscaren for bedste udenlandske film med hjem til Japan i februar. Til stor overraskelse for mange af os, der nok ville have sat vores penge på den franske, Klassen eller det israelske animationsvidunder, Waltz with Bashir. Imidlertid ved akademimedlemmerne udmærket, hvad der falder i deres noget stivnakkede og forudsigelige smag, og Departures rammer samtlige kriterier. En hyldest til livet set gennem dødens briller, og en stærkt nedtonet dannelsesrejse for en omtumlet mand med komplekser over sin fortid, der ubemærket har sneget sig med ind i nutiden. Filmen sætter sig for at gøre op med fortiden og hele den arrede sjæl ved at placere os midt i overgangen mellem livets smerte og efterlivets renselse. Så enkelt er det lykkedes instruktør Takita at fylde billedet ud; med minimal brug af narrative midler og maksimal udnyttelse af stille symbolik og en umådelig elegant visualisering af en halv mand, der higer efter at blive hel.
 |
Copyright:
Miracle Film |
Til de efterladte
Daigo Kobayashi er professionel cellist med begrænset talent. Han har opnået sin livs drøm ved at spille i et symfoniorkester, men tilskuerne til koncerterne er få, og ejeren må opløse orkestret. Velvidende at hans muligheder for en ny plads med et andet orkester er lig nul, vælger han at tage tilbage til sin fødeby med sin kone, Mika og opgive drømmen om en musikalsk karriere. Han sælger sin alt for dyre cello, og den lille familie flytter ind i Daigos mors hus i byen. To år tidligere døde hun og efterlod huset til sin eneste søn. Hendes mand forlod familien, da Daigo var blot seks år gammel, og denne har ikke set eller hørt fra ham siden. En annonce i avisen forleder Daigo til at søge et job indenfor hvad han tror, er rejsebranchen; hvilket det også er, bare ikke den der har med fly og hoteller at gøre. I NK Agent firmaet sørger de for at rense, vaske og påklæde de døde for derefter at placere dem i deres sidste hvilested; kisten. Daigo er til at begynde med ikke videre begejstret for jobbet, men som det gælder så meget andet i livet, indser han snart at jobbet indebærer mere og andet end blot kvælende dødsstank og hysteriske familiemedlemmer. Hvad ritualet fører med sig, er en art forsoning med fortiden og en værdig afslutning på livet. Personlig vækst lurer i baggrunden, og fortidens spøgelser banker snarligt på Daigos dør.
En tilfældig skæbne?
Tøjlerne er stramme i Departures, men eftergivende ved nærmere syn. Som historien indimellem snegler sig af sted, kan man godt frygte at den ikke fører meget andet med sig end selvfed sentimentalisme på størrelse med en gennemsnitlig Hollywoodproduktion. Musikken svulmer og bølger som de emotionelle tinder rammer en meget lineær og tilsyneladende begivenhedsfattig fortælling. Alligevel bliver svulstigheden aldrig truende, men giver plads og ro til at Daigos rejse langsomt kan udfolde sig. Pudsigt nok er meget af rejsen overladt til skæbnen, men vinklen om Guds større plan med Daigo forfalder ikke til deus ex machina-optrin. Tværtimod fremstår tilfældighederne netop tilfældige og uden videre omtanke på en overordnet sammenhæng. Godt blandet op med en fornuftig portion lune, der bestemt får dødsstivheden til at glide lettere ned, synes filmen på mageløs vis at give os opskriften på at lade fortiden hvile, og uforbeholdent komme videre i tilværelsen.
 |
Copyright:
MIracle Film |
Slow and steady wins the race
Departures opnår med sin stivbenede indstilling hvad de fleste blødsødne amerikanske dramaer sjældent opnår: At prikke på vores bløde punkter uden at være tvunget til at slå halvdelen af filmens besætning ihjel grundet en uhelbredelig hjertefejl eller en tragisk ulykke. Endvidere er den i stand til at behandle et så ømtåleligt emne som døden uden en besk eftersmag af selvhøjtidelighed eller den obligatoriske hang til selvironi. Balancen mellem tragedie og komedie er nu heller ikke højt på Departures prioriteringsliste; snarere er den et stående spørgsmålstegn om holdning. Til vore kære såvel som vore kære afdøde. Kan man tilgive filmen dens til tider stillestående handling og de mikroskopiske emotionelle udsving undervejs, er belønningen enorm i sidste ende, og trumfen over Tyskland, Frankrig, Israel og Østrig i kampen om Oscaren synes pludselig indlysende og helt i tråd med akademiets retningslinier for en vellykket film.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
