| Sofistikeret fornøjelse |
| |
Hvem havde nogen anelse om at industrispionage kunne være så ophidsende spændende, så underholdende og så sexet, at man ville overveje et job inden for kosmetikindustrien i det blege håb om at blive parret op mod en virkelighedens Clive Owen? Manden, der er skyld i længslerne, er Tony Gilroy. Manuskriptforfatteren, der tidligere har lagt pen og papir til blandt andet Bourne-trilogien, Proof of Life og The Devil's Advocate, har for anden gang placeret sig i instruktørstolen efter 2007s succesfulde thriller Michael Clayton, der indbragte ham velfortjent anerkendelse i form af to Oscar-nomineringer. Med Duplicity får han slået fast, at hans talenter ikke blot rækker ud over spændingsgenren, men at han er akkurat så habil bag kameraet, som han er på papiret.
 | Copyright: UIP | Hvem kom først? Colgate eller Zendium? Dubai 2003. MI6-agenten Ray Koval (Owen) møder den smukke CIA-agent, Claire (Roberts) til en ambassadefest og skynder sig at lægge an på hende. Uden at have nogen ide om hvem han egentlig står og bager kraftigt på, får han hende lokket med op på hotelværelset og naturens veje tager selvfølgelig over. Desværre vågner han noget svimmel næste morgen og opdager, at Claire såvel som de strengt fortrolige dokumenter, han havde ansvaret for, er pist væk. Fem år senere i et stormagasin på Manhattan ser Ray til sin store og glædelige overraskelse Claire i mængden og konfronterer hende. Hun påstår dog hårdnakket, at hun aldrig har set ham før; det vil sige lige indtil det går op for hende, at Ray er hendes kontaktperson til kosmetikkoncernen Equikrom, som hun er ansat af til at spionere på ærkerivalen Burkett and Randle. Dobbeltspil er temaet, men hvem der egentlig snører hvem og af hvilke årsager, vides aldrig med sikkerhed. I Duplicity er intet som det ser ud til. Vær beredt på livsfarlige sving forude. All is fair in love and business Burkett and Randle har ikke bragt et nyt produkt på markedet i flere år. Alligevel overvåges de nøje af konkurrenten med direktøren Dick Garsik i spidsen for et lille hold af professionelle svindlere og tyve. Paul Giamatti er som altid solid i rollen som den magtgerrige og pengelystne forretningsmand, der ikke lader små ubetydelige detaljer som moral og etik stå i vejen for hans ambitioner om at gøre Equikrom til den førende koncern. Der er dog noget stort under opsejling hos Burkett and Randle. Mogulen Howard Tully (Tom Wilkinson) holder ekstraordinære møder for aktionærerne, og kortene derovre holdes tæt ind til kroppen. Det er her Claire Stenwick kommer på banen. Hun har infiltreret firmaet og har gennem de sidste 14 måneder arbejdet i Burkett and Randles egen sikkerhedsafdeling som dobbelagent. Det bliver en hæsblæsende jagt på patentet og i sidste ende aktionærernes tillid og ikke mindst milliarderne.
 | Copyright: UIP | Hyldest til 60’erne Gilroy har skruet en skarp og veloplagt lille perle sammen, der sprudler af vid og satirisk bid. Roberts og Owen er en energisk duo med tilstrækkelig kemi til at forårsage gevaldige eksplosioner. Deres evige katten-efter-musen leg og verbale ping pong er frydefuldt forførende. Idet den ene er mere snu og beregnende end den anden, forbliver de professionelle masker på, alt imens de romantiske følelser blusser op, hvilket fører til en dynamisk duel mellem de to toptrænede regeringsagenter, hvor mistillid og grov manipulation går hånd i hånd med den seksuelle spænding. Ligeså veldrejet som de to hovedfigurers forhistorie, der i velanbragte flashbacks spreder sig fra Dubai til Rom til London og endelig til Manhattan, er Gilroys åbenlyse hyldest til 60’ernes kupfilm. Duplicity emmer af årtiets hang til komplekse og spændingsdrevede formler bundet op omkring simple fortællinger med et glimt i øjet og et enormt mod på livet. Den ofte naive indstilling eller rettere udtalte legesyge uden megen tanke på konsekvenserne, som prægede 60’ernes film, går igen i Gilroys skildring af forretningsverdens nådesløse konkurrence. Han holder også kortene meget tæt ind til kroppen og holder os hen i en velsignet tilstand af uvidenhed om dobbeltspillets udbredelse helt indtil sidste sekund i et adræt tempo med en elegant udførelse og tonsvis af overskud, der får det hele til at se legende let ud.
|
| |
| | Ekstramaterialet består af et fornuftigt, men også lidt teknisk kommentarspor med instruktør og forfatter Tony Gilroy samt producer og klipper John Gilroy. De er, som efternavnet antyder, brødre - og de samarbejde også om Michael Clayton. For filmentusiaster.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|