| | | Har du set filmen? Hvad synes du om den? |
|
|
| |  | | (15 stemmer) |
|
|
| | Billedformat:
2.35:1
Lyd:
Dolby Digital 5.1
Ekstra materiale:
3 featuretter |
|
|
|
 |
A Serious Man
| Skyld, skam og det tragikomiske mellemspil |
| |
"Det var, som om at skammen skulle overleve ham." De allersidste ord i Franz Kafkas Processen indkapsler ikke blot protagonisten Josef K’s eksistentielle genvordigheder, men fremhæver også dét centrale element i den jødiske tro: Skammen – og de beslægtede begreber om skyld, pligt og bodsgang.
Jøderne er, ifølge egen tro, Guds udvalgte folk, og det er et privilegium, der stiller lige så høje krav, som det stiller en særlig himmelsk forbindelse i sigte. Det er lige så meget en forbandelse, som det er en velsignelse.
I hvert fald ifølge moderne populærkultur, hvor personer som Philip Roth og Woody Allen i gennem deres kreative virke har hudflettet den særlige jødiske opvækst og forholdene i den jødiske familie og i det jødiske minisamfund. Portnoy's Complaint behandlede en ung, jødisk drengs seksuelle undertrykkelse og den stereotype jødiske familiestruktur med en tilbageholdende faderfigur og en stærk matriark, mens flere af Allens film – særligt de tidlige – er rige på selvudslettende og ofte personlige jokes om instruktørens jødiske herkomst.
 |
Copyright:
SF Film |
Den evindelige ydmygelse
For den jødiske fysikprofessor Lawrence Gopnik er skammen vævet ind i selve tilværelsens stof. Den ligger som en tung, våd dyne over ham. Den kvæler ham. Den suger livet ud af ham. Med krum ryg og nedslåede øjne vandrer han gennem livet. Underkuet.
Han er den menneskelige inkarnation af et suk. Selve hans væsen synes konstant på nippet til at udbryde et lettelsens suk: Endnu en dag overlevet – kun nogle få tusinde tilbage.
Hans livstrætte bror, Arthur, har bosat sig på ubestemt tid (og er konstant på toilettet; en slet skjult reference til masturbationshelvedet i Portnoy's Complaint), hans to teenagebørn har ingen respekt for ham, hans professorat på universitetet hænger i en tynd tråd, og så er hans kone ved at forlade ham. Til fordel for én af hans venner.
"Jeg troede egentligt, at det gik fint", forklarer en forvirret Lawrence til en af minisamfundets rabbinere, der – lige som advokaten, de andre rabbinere og de øvrige omkring ham – gør mere skade end gavn. Ydmygelse efter ydmygelse går han i gennem, og snart begynder også mareridtene – det ene mere livligt end det andet. Tænk på drømmesekvenserne i The Big Lebowski blot med negativt fortegn.
Søgen efter et glimt af håb
Frem for at flippe ud, står Lawrence stoisk imod. Hver ydmygelse og hvert knæk på selvtilliden accepterer han. Når konens nye elsker – familievennen Sy (en herligt overbærende Fred Melamed) – snakker ned til ham, opfatter han det nærmest demonstrativt som trøst. Når elskeren pludselig vil flytte ind, og derfor smider Lawrence ud af sit eget hjem og sender ham til det lurvede motel Jolly Roger, når han kun at fremstamme et lavmælt "men", inden han indvilger.
Han insisterer på, at der må være en mening. Det er Guds vilje, livets vilje, ét eller andet. Det er patetisk, men uden patos, og dermed en sort komedie, der dels ligger i naturlig forlængelse af Coen-brødrenes egne værker som Fargo og The Hudsucker Proxy, og dels ligger i forlængelse af de i indledningen nævnte værker af Philip Roth og Woody Allen.
 |
Copyright:
SF Film |
Sympati og sylespids latterliggørelse
Det er en tragikomisk fortælling om en mand, hvis liv falder fra hinanden stykke for stykke, uden at han ved hvorfor, og dermed også en fortælling nært beslægtet med Kafkas hovedværk.
Hvor Josef K. i Processen synes at blive modarbejdet af et ondt, uigennemskueligt bureaukrati – eller slet og ret af Eksistensen med stort E – er Lawrence Gopniks deroute langt tættere forbundet med virkelige mennesker og omstændigheder.
Her er – trods Lawrencens søgen efter mening fra oven – kun det ligefremme. Det banale. Rabbinere, der prøver at motivere Lawrence gennem tåbelige anekdoter om parkeringspladser og tænder med skjulte beskeder i (!), der ingen relevans har, og en familie, der, dag for dag, træder ham længere ned i sølet, mens de fortæller ham, at det hele nok skal gå. "Vi træder ikke på dig. Det er for dit eget bedste. Følg Toraen." Og han tror på dem, lige som vi – tilskuerne - tror på hans usandsynlige deroute. Skridt for skridt. Ud af sit eget hus og hen på det lusede hotel. Fra et lovende professorat til fatalistiske mareridt om sin egen undergang.
Hvor Kafka forløste sin fortælling i eksistentiel usikkerhed, lader Coen-brødrene A Serious Man stå tilbage som absurd komedie med den rette tragiske klangbund. En moderne undergangsfortælling, der formår på én gang at pege fingre ad og sympatisere med sin hovedperson. Og dermed en klar anbefaling værd.
|
| |
| | Tre korte, dog vidt forskellige featuretter. Et klassisk bag om kameraet-indslag, lidt om skabelsen af 1967 og endelig to sjove minutter, hvor en håndfuld af filmens jødiske udtryk 'oversættes'.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (2 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Kenneth McNeil
1-12-2009 10:54 | Jeg forsøger - i hvert fald med visse anmeldelser - at være lidt påpasselig med at udpege klare "gode" og "dårlige" elementer, i og med at disse ofte er afhængige af hinanden og sjældent nemt kan udpeges hver for sig uden at simplificere helt overdrevet.
Derudover synes jeg at det ift. "A Serious Man" at det er sjovere at diskutere dens inspiration fra og forhold til Kafka, Woody Allen, Philip Roth o.l. end at gå i dybden med fortællingen, der - som jeg skriver - egentligt er en ret simpel deroute, hvor det er summen af alle de uheldige situationer, som Larry kommer ud for, snarere end disse situationers nøjagtige udformelse, der udgør filmens kerne.
Men hvis jeg i stikordsform skal pege på nogle ting: Skuespillet (de tre ældre herrer - Stuhlbarg, Kind, Melamed især), temaerne (snarere end fortællingen som sådan), dialogen og, forbundet med de to første elementer, leveringen/timingen. Jeg elsker timingen i filmen. Måden hvorpå tingene sker lidt før eller lidt efter de, uhm, "burde". Retarderingen - og det modsatte. Den akavede timing, som Coen-brødrene mestrer som få andre.
Indledningsscenen - fra Polen - står for mig blot som en kuriøs undergangsfortælling, der skal forklare vores hovedperson, Larrys, uheldige tragiske lod her i livet. |
| vanilla
30-11-2009 22:54 | hmm savner egentlig stadig en begrundelse for de fem stjerner. Hvad kunne du så godt lide ved filmen McNeil?
Umiddelbart må jeg sige at det for mig nærmere er religionskritik der springer mig i øjnene som tema, end det er individets undergang...
Og hvis jeg må være så fri; hvordan skal den indledende scene fra Polen(?) sammenkædes med resten af filmen??
|
|
|
| |
|
|
