| Fortiden lever endnu |
| |
De fleste kender Joan Chen for hendes skuespilpræstationer (Twin Peaks-serien, Wild Side, Judge Dredd) eller måske for hendes instruktion af det amerikanske romantiske drama Autumn in New York. Det er imidlertid en helt anden og mere seriøs Joan Chen, vi ser i dette rørende og nødvendige historiske drama om en af kommunistkinaets sorteste skampletter: Kulturrevolutionens fatale konsekvenser for landets ungdom.
Historisk baggrund
”Kulturrevolutionen” blev udråbt af den kinesiske regering i 1966. I kommunismens hellige navn lukkede skoler og universiteter, og børn og unge blev sendt på landet for at mærke den landlige idyl, der skulle være opdragende og tjenende for nationens fremtid. Nogle meldte sig frivilligt i eufori over styrets proklamerede storhed, andre blev tvunget til meningsløst arbejde i øde egne langt fra familie og hjembyer.
Xiu Xiu
Den 14-15-årige Xiu Xiu (Lu Lu) bor med sine forældre i storbyen Chengdu, hvor hun tilbedes af hendes ’ungdomskæreste’ (Louyong Wang), der fungerer som historiens fortæller. Xiu Xiu sendes på arbejdslejr med jævnaldrende, hvor hun trives og arbejder så eksemplarisk, at hun bliver ’forfremmet’ til oplæring i hesteavl. Dette indebærer, at hun skal bo i øde bjerglandskaber med den ældre og sjælerolige Lao Jin, der er kendt på egnen for hans kastration under tortur som krigsfange.
Fanget i intetheden
Selvom Lao Jin gør alt, hvad der ligger i hans magt for at forsøde tilværelsen for den unge forkælede storbypige, som, trods hendes opvarters gode intentioner, synker dybere ned i frustration over den håbløse situation. Det viser sig nemlig, at regimet tilsyneladende har glemt alt om hendes eksistens og håbet om hjemsendelse bliver svagere og svagere. Derfor sætter Xiu Xiu al sin lid til en omstrejfende sælger, der lover hende kontakter til hovedkvarteret, men som i virkeligheden vil noget ganske andet. Langsomt går rygterne om den unge og forsvarsløse pige i bjergene, og flere unge mænd møder op i hendes telt om natten.
Den Femte Generation
Joan Chen skriver sig med Xiu Xiu ind i den nye bølge af kinesiske film efter 1978, hvor Beijings filmakademi genåbnedes. Herfra udsprang den såkaldte ’Femte Generation’ (heriblandt bl.a. Chen Kaige og Zhang Yimou), der med fokus på æstetik og eksperimenterende samfundskritiske dramaer gav nyt liv til den kinesiske filmindustri. Særligt kulturrevolutionen stod for skud og blev stemplet som hovedfjende nr. 1. Denne stil er fortsat af Joan Chen, der er uddannet på filmskolen i Shanghai, dog med de eksperimenterende elementer afløst af en klassisk opbygning, som vi kender den bedst fra Hollywood (Joan Chen har siden 1989 opholdt sig i USA, der også er krediteret som produktionsland for filmen).
Poesi og melodrama
Chens bidrag hælder til det melodramatiske, især understreget af et pompøst soundtrack, på samme måde som i Yimous Vejen hjem, men forbliver tålelig pga. sin poetiske epik og bidende samfundskritik, der har været bærende traditioner i kinesisk filmhistorie. Xiu Xiu er et sørgeligt men nødvendigt stykke historie, fornyet med den kvindelige tilgang i tematik og instruktion.
Priserne
Filmen var nomineret på Berlin Festivalen i 1998 og har modtaget adskillige priser på en række andre internationale festivaler herefter (Golden Horse 1998, Paris Film Festival 1999, National Board of Review, USA 1999). En særlig force i filmen er skuespillet af både Lu Lu og Lopsang i de bærende roller, der bestemt ikke afslører Chen som debutantinstruktør. Xiu Xiu har fortjent sine priser og kan ses både som et gribende melodrama og kritisk historieskrivning. Begge dele lige berettiget.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
