| Den nedre grænse |
| |
Som en perfekt optakt til dette års første store, brølende amerikanske action-hit nåede en smule snevejr ind over de danske kyster, men Vertical Limit leverer varen i helt anderledes effektive doser. Peter Garrett er manden – eller snarere drengen – som skal op mod elementernes rasen i forsøget på at redde søsteren, der sidder indespærret med en gal millionær i en isgrotte i næsten 8 kilometers højde. Det er en højde, hvor døden venter lige om hjørnet, grænsen kaldes den vertikale grænse, og derfra har filmen snuppet sin titel.
 | Robin Tunney
|
En selvstændig kvinde
Søskendeparret Annie og Peter Garrett er nærmest blevet opdraget på en bjergside af deres klatregale far, og derfor er det også en voldsomt traumatisernde oplevelse, da Peter under en klatreulykke bliver nødt til at skære rebet til faderen over, så han og Annie kan overleve. Annie kan ikke acceptere hans valg, og de taler ikke sammen, før Peter mange år senere opsøger søsteren, der i mellemtiden er blevet et kvindeligt bjergbestiger-ikon, ved basecamp for foden af verdens næsthøjeste bjerg, det pakistanske K-2. Annie er hyret af millionæren Elliot Vaughn til at lede en promotion-ekspedition til toppen – et job, som kompromiserer alle normale klatrer-normer om at følge naturen og sit instinkt. Naturligvis går alt galt for den egenrådige Annie, og hun ender i en isgrotte med en sindssyg millionær og en dødssyg kollega. Tiden er bestemt ikke på deres side – og Peter må drage op ad bjerget for at finde sin søster.
Popcorn i sne
Vertical Limit kan bestemt ikke prale af årets mest intelligente plot, men det burde heller ikke være kravet til en voldsom action-adventure-oplevelse i landets største biografer. Men for at den slags popcorn/weekend-film skal være velfungerende skal to basale regler overholdes. Man skal være ærlig mod sin genre og man skal være teknisk kompetent. Hele balladen omkring de to børns uafklarede forhold til hinanden omkring faderens død anvendes meget utroværdigt til at skabe falske øjeblikke af forløsning og forbrødring; et soleklart forsøg på at gøre filmen 'kæreste-venlig', så man ikke ender med en hel sal fuld af drengerøve, men også så forkrampet og ubehjælpsomt, at man hellere havde undværet det. En stor del af problemet ligger også i, at hverken Chris O’Donnell eller Robin Tunney er noget værd som skuespillere. O’Donnell har altid været et pænt ansigt, der har formået at få sprælske figurer som Hemingway til at danne bark og slå rødder – og Tunney satser hele butikken på en trutmund og nogle flakkende øjne. I de øvrige roller overspiller en af mine favoritter, Bill Paxton, skurkerollen så brutalt, at man næsten ikke kan tage sig sammen til at være bange, og at caste den hærdede Scott Glenn som garvet gammel klatrer med en skæbnesvanger hemmelighed er uoriginalt på grænsen til det kriminelle.
Tam skønhed
Tilbage har man så teknikken. Og heller ikke her formår Vertical Limit at imponere. Jo, den er da ganske flot udført, bjerge har jo en naturlig skønhed, men Campbell forstår ikke at udnytte de relativt få actionsekvenser ordentligt, og filmen ender med at være underlig tam, historien taget i betragtning. At man i den første time får rigeligt med lejlighed til at se filmholdet reflekteret i de uundværlige solbriller er blot et yderligere irritationsmoment. Der sprænges masser af nitroglycerin på bjergsiden, men de laviner, som er det uundgåelige resultat, får desværre ikke skrabet hele holdet med i afgrunden, og derfor må man forsøge at ignorere dem, mens bjegenes majestætiske storhed tegner sig i baggrunden – og så kan man drømme sig tilbage til dengang Sylvester Stallone svingede sig mellem bjergtoppene i Cliffhanger. Det var i det mindste en ærlig film.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
