| Den store død |
| |
Den berygtede franske instruktør Catherine Breillat er kvinden bag Romance. Der bliver hverken lagt fingre eller særligt meget tøj imellem i denne erotiske historie om en ung kvindes kompromisløse jagt på orgasmen. En historie som fortaber sig i intellektuelle tåger og fundamentalisme.
Hoved for sig og krop for sig
Marie (Caroline Ducey) er en ung kvinde, der er låst fast i et forhold til Paul (Sagamore Stevenin). Hun elsker ham inderligt, men han vil ikke lade hende udtrykke hendes følelser for ham seksuelt. De bliver enige om en ordning, hvor hun kan have andre elskere, indtil han er klar.
Frustrationen over kærligheden til Paul og hendes manglende mulighed for at udtrykke den seksuelt kaster Marie ud i en række forhold til andre mænd. Gennem hendes jagt på tilfredsstillelse følger vi hendes tanker og hendes undersøgelse af kærligheden og seksualitetens væsen. En langsom oplysning, der er deprimerende og trættende for hende såvel som for tilskueren. Mens hun drømmer om en virkelighed, hvor hovedet er definitivt adskilt fra kønsorganerne, så hun kan bevare kærligheden til Paul og samtidig tilfredsstille sin lyst andetsteds, bliver filmens intellektuelle overtoner mere og mere komplicerede og forvirrende. Hendes udforskning af det seksuelle bringer hende en række dybe indsigter, men de bliver ikke formidlet, og hun bevarer sin og filmens hemmelighed velforvaret under en tung filosofisk tåge.
Fængende stemning
Caroline Ducey er suveræn i rollen som den splittede Marie. Hun afspejler hendes desperate og uhyggelige indadvendte jagt på orgasmen på en skræmmende flot måde. De autentiske sex-scener som for eksempel de, der er henlagt til en anden elsker, den midaldrende s/m fanatiker Roberts seksuelle eksperimentarium er nærgående og yderst fængende. Desværre er problemet, at Maries tiltagende ulidelige kommentarer om kærlighedens og seksualitetens væsen er alt for påtrængende, og de kommer til at virke ødelæggende for stemningen.
Sex og censur
Filmen vil næppe scorer mange ’stådrenge’ på en pornoskala, men den bringer en hidtil uset brug af sex og visning af kønsorganer, indenfor ’normale’ spillefilm. For eksempel er Paolo, den første elsker Marie kaster sig i armene på, spillet af den verdenskendte italienske pornostjerne Rocco Siffredi. Han indfrier de forventninger, som ikke kan være store. Han spiller yderst kluntet, men er glad for at vise sit store lem frem. Det er nok fængende virkemidler, men de pornografiske scener bliver på intet tidspunkt det bærende i filmen. Brugen af dem er fint afstemt i forhold til at understrege historien på den bedst mulige måde.
Denne brug af virkelig sex i filmen, har ført til en del debat, senest i Norge, hvor Romance er den første erotiske film, der er sluppet igennem censuren. Ligesom Catherine Breillat, der er dybt optaget af at udforske seksualiteten, tidligere har fået en af sine romaner og en af sine film forbudt i sit hjemland
Seksualitetens natur
Der har i det seneste år været flere forsøg på at vise, at sex mere og mere overtager kærlighedens rolle som det, der i vor tid for alvor kan binde to mennesker sammen. Seneste eksempel er også fransk, nemlig Catherine Corsinis både morsomme og interessante Den nye Eva.
Løfterne om det salige liv sammen til døden skiller er gang på gang blevet brudt for friheden til at være sig selv og friheden til at vælge nye seksualpartnere. Og ideen om at det traditionelle parforhold og syn på kønsrollerne bør debatteres er mere end tydeligt. Det er derfor også ærgerligt, at filmen ikke formår mere end at bringe et yderst fundamentalistisk syn på seksualiteten.
Filmen postulerer, at det kun er kvinden, der kan få mere ud af orgasmen end blot den fysiske nydelse. Mens Marie gang på gang svæver videre i orgasmens transcendentale univers, falder mændene om på sengen som slappe klude. Mens kvinden bliver klogere af orgasmen, forbliver manden i sin evige uvidenhed. Rent stilistisk er det en ganske nydelig parallel til Platons hulemyte. Budskabet bliver klart formidlet i filmens og Maries univers, men selvom jeg ikke er kvinde og ikke har den indsigt, som Catherine Breillat ligger inde med, mener jeg ikke, at der skal meget generel realitetssans til at indse, at dette synspunkt ikke blot er ekstremt fundamentalistisk, men også forkert.
Romance fortjener topkarakter for sine eksperimenter og visuelle overbevisningskraft og evne til at skabe debat, men som historie og argument fortaber den sig i en alt for tung intellektualistisk og fundamentalistisk tåge.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
