| | | Har du set filmen? Hvad synes du om den? |
|
|
| |  | | (9 stemmer) |
|
|
|
 |
Mission: Impossible - Ghost Protocol
| Cruise-missilet rammer plet |
| |
Få actionsekvenser er så veludførte, at de øjeblikkeligt opnår status som ikonografisk popkultur. Det lykkedes imidlertid i den første Mission: Impossible-film, i scenen hvor Tom Cruises superagent Ethan Hunt fires ned fra loftet i CIA’s hovedkvarter for at hacke sig frem til den såkaldte NOC-liste. Og nu i endnu højere grad i seriens fjerde del, Ghost Protocol – igen med Cruises akrobatiske evner som omdrejningspunktet og en computer som mål. I bedste Spider-Man-stil (og uden stuntman) klatrer Cruise op og løber hen ad vinduerne på verdens højeste bygning, Burj Khalifa i Dubai, mens man som tilskuer efterlades måbende og må samle sin kæbe op fra biografgulvet.
 |
Copyright:
UIP |
Dén scene er så velkoreograferet, at Cruises ellers falmende karrierestjerne pludselig på ny lyser med fordums styrke, og er i sig selv argument nok for, at Ghost Protocol må og skal opleves på det store lærred. Dette åbenlyse højdepunkt filmisk såvel som fysisk gør det til en – undskyld udtrykket – umulig mission for den efterfølgende slutsekvens ikke at føles en kende antiklimatisk, men helhedsindtrykket er ikke desto mindre ret forrygende. Fra åbningsscenen i et russisk fængsel, hvor Dean Martin-musik akkompagnerer en hårdkogt fangeflugt, til bombesprængning af Kreml og biljagt i Mumbai leverer instruktør Brad Bird den ene hæsblæsende adrenalinpumper efter den anden.
Ydermere beundringsværdigt er det, at Birds flair for humoristisk såvel som visuelt overskud og spidsfindighed som bl.a. set i hans Pixar-animationsfilm, får lov at skinne tydeligt igennem. Både i små kække detaljer, som når Hunts højteknologiske udstyr skal have et slag eller to for at virke, og mere overordnet i den vellykkede kemi og holdånd mellem de fire hovedfigurer, der skal redde kloden fra undergang. Modsat seriens svageste bidrag, John Woos M:I-2, tager Ghost Protocol ikke sig selv for højtideligt, ligesom stemningen er betragteligt mindre anspændt end i J.J. Abrams’ treer.
Bevares, ret skal være ret: Plottet er ikke videre nævneværdigt og tenderende det banale. Ubåde, missilkoder og satellitter leder tankerne hen på Bond-film fra 90’erne, men forløses ikke desto mindre befriende fokuseret. Opbygning, pay-off, opbygning, pay-off – ingen svinkeærinder. Og modsat M:I-3 er det verdensfreden frem for en pige og personligt fnidderfnadder, der er på spil.
 |
Copyright:
UIP |
Dertil tillægges topkarakterer i den tekniske skudsmålsbog: Robert Elswits fotografering er lige dele overdådig og overskuelig, Michael Giacchinos musik katapulterer den velkendte kendingsmelodi til nye højder, og computergenerede effekter er prisværdigt holdt til et absolut minimum. Facetter der hver for sig og i samspil efterlader et sjældent helstøbt helhedsindtryk af en romertalsfilm, som fortrinsvis synes motiveret af kunstnerisk passion frem for succes ved billetlugerne. Sammenholdt med f.eks. Bourne-trilogien er der mindre intensitet i Ghost Protocol, men som rendyrket popcornsunderholdning er den lige så medrivende og forbandet fornøjeligt selskab som Birds egen De utrolige.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
| |
|
|
