| En drøm af en virkelighed |
| |
Det er midnat i Paris. Gil, der ernærer sig som manuskriptforfatter i Hollywood, har søgt væk fra sin evigt bebrejdende forlovede Inez og hendes stokkonservative forældre, der hverken bryder sig om Gils politiske orientering eller kunstnerdrømme. Dagen har været præget af bryllupsplanlægning og besøg på Versailles med vennen Paul – den selvsmagende, pedantiske connaisseur-type, der altid er på rollelisten i Allens bedste film. Bag Pauls blærede skulpturmonologer har Gil, ansporet af byernes by og med indadvendt irritation, stået og drømt om et autentisk kunstnerliv. Sådan som det var i gamle dage. Og mens Gil går rundt i natten, sker der pludselig noget, der vender op og ned på hans liv.
 |
Copyright:
Scanbox |
Forførende filmkunst
Midnight in Paris er ikke bare en eskapistisk perle af en film; det er også en af Woody Allens bedste, mest prægnante og morsomme i mange år – en Woody Allen-classic, hvor ægte livslede ulmer bag den flygtige, bittersøde lykke, der ikke mindst må søges i kunsten. Dog er filmen en af Allens mest lyse og optimistiske i mange år.
Og mens man stadig sagtens kan savne Allens egen person i hovedrollen, lever Owen Wilson som Gil overbevisende op til den så velkendte neurotiske gestik, det intellektuelle mindreværd, der er Allens varemærke. Wilson er forbløffende præcis i de mindste bevægelser, og man kan se, at han må have studeret Allen, hvilket i sig selv er tilfredsstillende at se, mens han også har sin helt egen komiske nerve.
Til fest med Hemingway
Tilbage til natten i Paris, hvor Gil vandrer rundt for sig selv, mens Inez, Paul og hans kone er taget på diskotek for at danse. Hvis ikke han kan finde inspirationen her, kan han lige så godt pakke forfatterdrømmen sammen.
Men mens midnatsklokkerne bimler, dukker en gammel vogn op af latinerkvarterets gule skær, og Gil inviteres indenfor, i hvad der viser sig at være en mystisk portal, der snart fører ham ind i 20’ernes Paris. Intet kunne passe ham bedre.
I tilrøgede, jazzede natklubber såvel som elegante herskabslejligheder møder han alle sine litterære helte: En jetsetagtig Scott Fitzgerald, en moderlig Gertrude Stein (der indvilger i at evaluere Gils meget "science-fictionagtige" romanmanuskript) og en på én gang kølig og krigerisk Hemingway, blandt flere andre, der fuldt ud bekræfter Gils hedeste forestillinger om, hvordan de var og levede. Gil har aldrig følt sit liv så autentisk som nu, ikke mindst efter mødet med den smukke Adriana, der hænger ud i miljøet og, modsat Inez, ser Gil som den kreative sjæl, han gerne vil være.
 |
Copyright:
Scanbox |
Nat og dag
Nat efter nat hvirvles han ind i denne nye omgangskreds af modernismens mest fornyende kunstnere, og Gil har ikke uforståeligt svært ved at skjule sin begejstring. Profetisk inspireret under en fest råder han endda filminstruktøren Luis Buñuel til at lave en film om mennesker i et lukket rum – en ubetaleligt morsom scene, der tydeligvis vækker noget i Buñuel.
Endelig kan Gil føle sig hjemme, vandre forelsket gennem natten, lykkeligt bevidst om, at han befinder sig midt i de gode gamle dage, mens han i dagtimerne kastes tilbage i nutidens glansløse, trivielle ligegyldighedsritualer. Nu kan han blot til alles forbløffelse – og til stor glæde for seeren – irettesætte Paul med imponerende førstehåndsberetninger om Picasso.
Længslen forløser
Gils nostalgi handler om længslen efter en tid, han kun har læst og drømt om, og som derfor værdsættes ud af proportioner. Men det fine er, at nostalgien i Midnight in Paris i lige så høj grad er forbundet med filmmediets grundlæggende muligheder for magisk forløsning. Den slags må man lede længe efter i det kedelige, virkelige liv. Og efterhånden må Gil reflektere over, hvordan han kan få fuldt udbytte af livet og kærligheden i dag.
På den måde besidder filmen en uimodståelig selvbevidsthed, der får os til at købe og gå helhjertet ombord i filmens ellers dybt fortænkte præmis, der i øvrigt også twistes mod slutningen.
Midnight in Paris er et elegant overflødighedshorn af de mest forførende filmiske virkemidler: Filmen som virkeliggjort drøm, som det fristed, hvor alt kan ske i et snuptag. Og Allen lader det hele ske. Uden fine fornemmelser og forbehold, men samtidig i et velsmurt dramaturgisk urværk, der balancerer overbevisende og intelligent mellem fantasi og virkelighed, autenticitet og indbildning og ubesværet tager seeren i hånden, gennem et drømmeagtigt Paris på tværs af tiden, mens der reflekteres over, om nostalgiens længsel overhovedet kan opfyldes. Og hvis man må have lov at svare på vegne af filmen: Det kan den!
|
| |
| Seneste kommentarer: (3 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Michaelw
4-2-2012 19:01 | En Vidunerlig film af Woody Allen, der handler om den nostalgiske Gil og hans borgerlige hustru svigerforældre og alle de herlige kulturelle personligheder som befolker paris efter midnat.
Skuespillerne gør det rigtig fint, men de har også fået et dejligt veloplagt materiale at arbejde med. Woody Allen er tilbage i super form.
Fem stjerner. |
| Lars Aa,. Jensen
19-9-2011 17:18 | Jeg mener, at Woody Allen selv spillede klarinetten.
Dejlig og typisk Woody Allen-film. |
| Hanne Refn
15-8-2011 09:39 | Hvem spiller den vidunderlige klarinet?? |
|
|
|  |
|
