| Kunsten at være 17 år |
| |
Gennem de sidste mange årtier har Hollywood regelmæssigt pumpet film ud om og direkte henvendt til teenagere. Resultatet har været svært varierende, især fordi talenterne bag filmene har haft mere eller mindre forståelse for deres emne. Men det skyldes mindst lige så meget at tiderne og derved folk hele tiden ændrer sig. Det eneste, der egentlig stadig er gældende, er, at det er pænt udfordrende at være 17 år.
 |
Copyright:
Scanbox |
To kvinder – én tanke
17 år er lige præcis hvad vores kvindelige hovedperson, Lola, kaldet Lol (Miley Cyrus) er. For gammel til at blive behandlet som sine yngre søskende og ikke gammel nok til fx den brasilianske voksbehandling, hendes mor opdager hun har fået. Og således starter Lisa Azuelos sin amerikanske genindspilning af sin franske film af samme navn fra 2008; midt i mor-datter-balladen der omhandler meget mere end skønhedstendenser. For Lolas mor, Anne (Demi Moore), er filmens andet fokus og med hendes liv følger der andre problemer. Skulle man tro, men faktum er at de begge er rimeligt optaget af det andet køn.
Sjælden almindelig
Mange Hollywood-film om teenagere vælger at følge dem overalt, inklusive i skolen, hvor vi bliver præsenteret for hierarki og konflikter. I dette tilfælde aner vi ikke, hvor Lola befinder sig på skalaen, for vi introduceres kun til hendes allernærmeste kreds, to piger, fire drenge og et klistermærke! "Klistermærket" værende et ualmindelig kønt men pænt irriterende pigebarn, som udgør Lolas eneste modstander. Men her er intet sort/hvidt, så Ashley, som pigebarnet hedder, er ingen skurk. Lige som de (lidt for) smukke venner heller ikke er perfekte, og Lol da slet ikke. Hun er bare en pige, der skriver dagbog, slår op med sin kæreste, skændes med sin mor, flirter rundt med bedstevennen og har svært ved at finde fokus og forståelse. Det er altså en helt almindelig dagligdagshistorie om en helt almindelig teenager, fortalt i helt almindeligt filmsprog – og det er helt og aldeles ualmindeligt for en amerikansk teenfilm.
 |
Copyright:
Scanbox |
Virkelighedstro
LOL er noget så usædvanligt som en film fortalt i teenage-højde med naturtro reaktionsmønstre og troværdige replikker. Derfor er det også ærgerligt, at Lolas mors fortælling skal trækkes ind i plottet, for hendes perspektiv behandles kun overfladisk. Om det er for at huske filmens unge publikum på at forældre også har det hårdt kunne være forklaringen, for filmen henvender sig slet ikke til folk over teenage-alderen. Den har hverken dybden eller idéerne. Den rammer derimod fint følelsen af at være en pige på 17 år, på kanten til at fravokse barndommens begrænsninger, og den er et ganske ømt bud på hvordan den slags kan gå.
|
| |
| Seneste kommentarer: (1 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Jansen
14-11-2012 07:14 | Selvom jeg er en fyr på 29 og ikke just målgruppen, så synes jeg alligevel, at det er en utrolig sød og overraskende dejlig film. Den er dejlig fri for moralsk prædiken og får smukt leveret budskabet om, at teenagere og deres forældre ikke er så forskellige, som man umiddelbart skulle tro.
Jeg havde en skøn feel good fornemmelse resten af aftenen og jeg vil til enhver tid anbefale, at I stifter bekendtskab med LOL. |
|
|
|  |
|
