| | | Har du set filmen? Hvad synes du om den? |
|
|
| | | Der mangler 2 brugerkarakterer, før brugernes vurdering vises. |
|
|
| | Billedformat:
1.85:1
Lyd:
Dolby Digital 5.1
Ekstra materiale:
Intet |
|
|
|
 |
Howl
| Snublende lyrik |
| |
For dem der ikke allerede er bekendt med Allen Ginsberg eller dennes famøse ode til tilværelsens kvababbelser, digtet "Howl", er filmen Howl til dels en udmærket start. Lawrence Ferlinghetti, der udgav digtet i 1955 på sit forlag, City Lights, blev slæbt i retten to år efter på grund af digtets obskøne billedsprog, der i den grad virkede anstødeligt på landets puritanske borgere. I den ene af filmens fire handlingstråde følger vi den mildest talt lattervækkende retssag, hvis vidner for statsanklageren inkluderer snæversynede akademikere. Jeff Daniels som den opstyltede professor Kirk, der ikke anerkender digtet som havende nogen litterær eller kunstnerisk værdi er værd at opleve. Ligeledes er Mary-Louise Parker som den småborgerlige Gail Potter et vittigt syn, fordi hun ganske enkelt er så enfoldig. Jon Hamm ligner Don Draper i rollen som forsvareren, Erlich, og David Strathairn, som anklager McIntosh, bærer som oftest set i sin karriere en aura af autoritet og værdighed trods denne figurs sølle fremtoning af en middelklassemand med middelklassesmag.
 |
Copyright:
Miracle Film |
Det tilbageholdte hyl
Den lange liste af talenter lugter muligvis af sand indie-ånd og med den vigtigste karakter i bunken, James Franco som den naive jødiske dreng, Allen Ginsberg, er forventningerne til denne sære konstellation af iscenesat dokumentar, refleksion over digtet og dets reaktionære samtid sat højt. Franco leverer såmænd også et sydende portræt; især i den del af filmen, der ser ham læse digtet højt på en tilrøget kaffebar foran den tiljublende ungdom. Hans fornemmelse for digtets rytme såvel som for Ginsbergs karakteristiske drævende intonation er gåsehudsfremkaldende, men står desværre også alene i at løfte den kuriøst sammensatte film op til noget mindeværdigt.
Howl er et sært miskmask af sobert retssalsdrama, jazzy tidsbillede af 50’ernes ungdom og en anmassende psykedelisk visualisering af digtet selv. Uden et egentligt narrativ til at drive filmen fremad, føler man ofte hensat til digtets eget lyriske univers, hvilket betyder man svæver vægtløs gennem den forankringsløse fortælling, og opnår derved kun sporadiske øjeblikke hvor Howl, film såvel som digt overdøver det mondæne indblik i en selvproklameret gal mands verden.
|
| |
| | Intet
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
| |
|
|
