| Smagløshedens mester |
| |
Den hollandskfødte instruktør Paul Verhoeven har haft en ganske imponerende karriere i Hollywood. Han har stået bag nogen af de sidste 15 års mest effektive actionstykker – og har også et par af de allerværste floverter på samvittigheden. RoboCop var en skarp og besk satire, som satte nye grænser for eksplicit vold i mainstream-film – og jeg tror, at scenen, hvor en forbryder efter en dukkert i en syretank bliver splattet ud på forruden af en lastbil, har fæstnet sig effektivt på nethinden, hos mange af os, der var unge og modtagelige dengang. Verhoeven gav også Arnold Schwarzenegger den første rolle med lidt dramatisk kød på i Mars-braget Total Recall, der i idé var langt mere raffineret end udførslen endte med at blive. De senere år har det knebet lidt mere. Basic Instinct blev en pæn succes, men det efterfølgende samarbejde med forfatteren Joe Estzerhas, Showgirls, var så gennemført en katastrofe, at den stadig holder fanen som en af de sidste 10 års dårligste mainstreamfilm fra USA.
Missede muligheder
Med Hollow Man påstår Verhoeven at have bevæget sig over i en mere intellektuel genre. Tanken om, hvordan et menneske ville reagere, hvis det blev usynligt, er potentielt spændende som teoretisk eksperiment. Ville man fortsætte sin tilværelse, eller ville chancen for at begå ulovligheder uden konsekvenser være så fristende, at man ændrede personlighed. Pentagon har i flere år haft et hold forskere siddende i en tophemmelig bunker med et eneste formål; at finde et middel, der kan gøre folk usynlige. Forskningen ledes af Sebastian Caine, som allerede i filmens indledning viser nogle mindre sympatiske sider. Hurtigt får han også en skud af den magiske mikstur – og i en række uhæmmet flotte effekt-scener forsvinder han for øjnene af sit forskerhold.
Det startede som forskning
I starten er Sebastian klar over sin situation, men da ’modgiften’ ikke har den planlagte effekt – han bliver med andre ord ikke synlig igen – bliver han hurtigt negativt påvirket, og på det første besøg ude i friheden aflægger han da også et uventet besøg hos sin veldrejede genbo, som han tidligere kun har kunne belure på afstand. Kvinder skal generelt ikke føle sig for sikre i en film af Verhoeven – og det er med garanti kun af et misforstået hensyn til amerikanske censurmyndigheder, at vi ikke skal se den voldtægtsscene, som der bliver varmet op til i så lang tid. Sex – selv med en usynlig mand – er altså for meget. Men det er blod ikke – og Sebastian kommer også hurtigt tilbage til laboratoriet, hvor han går amok og begynder at dræbe sit hold.
Det tabte fodfæste
Hvorfor manuskriptforfatter Andrew W. Marlowe (End of Days) ikke udnytter muligheden for at sende Sebastian ud i verden, er ufattelig. Istedet for at fæstne fokus på menneskets reaktion på en tilværelse som usynlig, så haster vi tilbage til det rumskibslignende laboratorium, hvor resten af filmen udspiller sig som en Grand Guignol-udgave af Alien. Mordene kan ikke blive blodige og eksploitive nok – og værst af alt er man så hamrende ligeglad med Sebastians fade hold af forskere, at man uværgerligt holder lidt med den usynlige hævner, som gemmer sig lige foran de intetanende ofre. Det er svært at holde med nogen, som har brugt de sidste mange år på at teste så åndssvag en opdagelse på alskens uskyldige dyr, og Josh Brolin og Elisabeth Shue bliver aldrig særligt heroiske som de hårdest kæmpende forskere. Den interessante grundidé bliver ikke bare glemt – den bliver demonstrativt smidt ud af vinduet til fordel for uinspirerede actionstykker og tankeløst blodsprøjt. Effekterne er helt i top – men resten er i allerhøjeste grad forglemmeligt.
|
| |
| Seneste kommentarer: (1 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | buster
7-8-2006 20:56 | filmen er fandme ikke noget bras.!
det er faktisk en pæn god film |
|
|
|  |
|
