| Det dystre punktum |
| |
Superheltegenren nåede sit hidtidige højdepunkt, da Joss Whedon tidligere på året slog samtlige rekorder i billetsalg med den længe ventede The Avengers. Her samlede alle Marvels helte sig i en fælles aktion, som de sidste 4 års forskellige oprindelseshistorier har bygget op til. Det var kulørt, underholdende og fornøjeligt. Det er også fire år siden, vi sidst så Batmans plagede sjæl i øjnene, og mens Marvel har muntret sig i de mellemliggende år, har maestro Christopher Nolan og hans medskrivende bror Jonathan arbejdet med at runde Batman-trilogien fyldestgørende af. Hvor Avengers var ventet med spænding, er sidste kapitel om Batman ventet med frydefuld forventning – og den bliver til fulde indfriet.
I Nolans hænder har vi fået en Batman så væsensforskellig fra den, som Joel Schumacher efterlod efter den håbløse Batman & Robin. Med The Dark Knight Rises samles trådene fra Nolans to første film, så vi på tværs af tre film overdrages en samlet syv en halv times fortælling om denne mytiske figurs lidelser og triumfer. Skiftet i tonefald var tydeligt allerede fra Batman Begins tilbage i 2005, hvor man fornemmede vigtigheden i at få forklaret den unge Bruce Waynes altfortærende vrede, og Skyggekrigernes opdragelse af ham, så vreden kunne blive rettet mod uret i retfærdighedens tjeneste. Ambitionsniveauet blev understreget med den ret fantastiske The Dark Knight, hvor vores superhelt pludselig kæmper mod en kaotisk uforudsigelighed i skikkelse af Heath Ledgers allerede legendariske Joker. Batmans egentlige heltegerning i den film er at påtage sig skylden for Jokeren og Two-Faces handlinger og flygte ud i mørket som en jaget skurk. Superheltenes normale triumferende univers blev vendt endegyldigt på hovedet i en verden, hvor skurkene var de stærke, og de få retfærdige må gøre, hvad der synes mest realistisk for at prøve at stå i mod.
 |
Copyright:
Warner |
Det er denne håbløse situation, som Nolan skal have samlet op og konkluderet på i The Dark Knight Rises – og vi starter med et spring 8 år frem i tiden. Batman er væk, og milliardæren Bruce Wayne har forskanset sig i sit palæ. Mange er interesserede i at få ham i tale, men det er kun butleren og fadererstatningen Alfred, som får vores helt at se. Nolan udfører et elegant trick i The Dark Knight Rises, hvor han efter åbningsscenens storladne flugtsekvens fra et fly – actionfilm af den mest effektive karat – skruer helt ned for tonen og lader den første halve time udspille i de helt nære relationer mellem Bruce Wayne og Alfred. Michael Caine får et par gyldne øjeblikke, mens Alfred forsøger at overtale den nedbrudte milliardær til at finde en mening med livet – måske i form af Marion Cotillards smækre Miranda Tate, der sidder i bestyrelsen i Wayne Enterprises og er vældig interesseret i Wayne Enterprises arbejde med vedvarende energi.
Et simpelt indbrud af en smidig klatretyv får dog vækket noget til live i den gamle mørkets ridder, og da han fornemmer, at et plot mod Gotham er under opsejling under ledelse af det brutale monster Bane, må han modstræbende atter trække i flagermusekostumet for at redde den by, han elsker mere end noget andet. De to Nolan-brødre holder en fin balance i forhold til det omfattende Batman-univers, som tegneserierne gennem årene har skabt. Nogle figurer er taget direkte fra hæfterne, andre inspireret af dele af kendte temaer – og det gør filmoplevelsen både trygt genkendelig og samtidig ny og forfriskende. Stilmæssigt fortsætter The Dark Knight Rises den realistiske superheltefilm, som forgængeren introduceret. Vi befinder os i en umiddelbart genkendelig fusion mellem Chicago og New York, og universet er bortset fra superheltenes ekstraordinære kræfter og lidt fremtidsteknologi noget vi kan relatere til. Det gør også truslen fra Bane, der planter en atomar bombe i Gothams kerne, til noget som en Jason Bourne eller James Bond kunne blive sendt i byen for at klare – altså i filmiske termer: realistisk.
 |
Copyright:
Warner |
Batman-universet har altid handlet om skurkene, og det var svært at forestille sig, Ledgers Joker overgået. Det bliver den heller ikke af Tom Hardys ellers rigeligt brutale Bane, som kendere af hæfterne vil huske som ham, der brækker Batmans ryg. Dels fordi kaotisk psykopati altid vil være mere skræmmende end rå fysisk styrke og hensynsløshed, men også fordi det er en klar pointe fra Nolans side. Hvor Jokeren var nødt til at overstråle Batman for at sende ham på den fornedrende flugt fra det samfund, han forsøgte at redde – så er Batman den indiskutable hovedperson i dette afsluttende kapitel. Det er i The Dark Knight Rises, at Batman og hans loyale ven i politiet Gordon må sande, at deres forsøg på at beskytte Harvey Dents omdømme ved at lade Batman tage skylden for alter egoet Two Faces handlinger, ikke længere går. Der er brug for Batman som den helt, der kan give den bombetruede befolkning troen tilbage.
Nolan orkestrerer hele denne superheltens forventelige genkomst som en storslået action-opera med storslåede optrin og små intime øjeblikke. Filmen er mørk og dyster og håbet får kun få solstråler at spire i, mens Bane og hans kumpaner strammer grebet om Gotham, men ud af det dystre udtryk og misantropiske univers får Nolan trukket konklusionen på en lidelseshistorie af mytologisk tilsnit. Batman er ikke længere en campet sjover i fastelavnskostume, men en plaget og vred milliardær med retfærdighedens hævn på hjernen – skildret i en storladen og dramatisk form med hele Inception-holdet med foran kameraet suppleret af en veloplagt Anne Hathaway som klatretyv med en kats smidighed. Trilogien fuldendes således fuldt tilfredsstillende og skaber et samlet værk, der bliver svært at overgå indenfor genren. Det sidste kapitel har ikke samme overrumplende uforudsigelighed, som The Dark Knight, men samler med stor sikkerhed de tre historier til én stor og dramatisk fortælling af den type som rigtige legender fortjener.
|
| |
| Seneste kommentarer: (9 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Lasse
12-8-2012 03:44 | Den bedste Batman film nogensinde!
|
| Zhalig
5-8-2012 18:50 | hva fanden er der kommet en ny Batman film det vidste jeg slet ikke |
| Jacob
31-7-2012 14:18 | Lidt mere en typisk superhelte-film, end de to tidligere. 2'eren havde en lidt mere "simpel" handling, men gennemførte sin mission bedre end TDKR. Denne har en bredere handling og det gør den lidt mere kliche-fyldt - dog uden at den mister fodfæste, trods alt.
5 stjerner. |
| Michaelw
26-7-2012 10:37 | Det er også fint med humor ingen tvivl om det, jeg føler bare at denne film bruger humoren som en kompensation for manglende historie, og så synes jeg at det bliver et problem.
Derudover er humoren mere udtalt i denne film, og på den måde falder den lidt ud af den alvorlige tone, som præger resten af trilogien. Det er et stilskifte jeg ikke bryder mig om.
Men det kan være man skal se den igen, så dkan det være jeg opdager pointen med det. |
| Imperialisten
25-7-2012 09:10 | Michaelw
Ja det er godt nok klicheer, MEN de blir brugt med et ironisk glimt i øjet. Filmen er fyldt med humor. Det er fedt!
And it DOES come in black. |
|
|
|  |
|
