| | | Har du set filmen? Hvad synes du om den? |
|
|
| | | Der mangler 1 brugerkarakterer, før brugernes vurdering vises. |
|
|
| | Billedformat:
2.40:1
Lyd:
DTS, Dolby Digital 5.1
Ekstra materiale:
Kommentarspor, slettet scene |
|
|
|
 |
Morning Glory
| Morgen-tv’s muntre medieludere |
| |
Morgen-tv’s absurde miks af en skaldet kok, der steger kylling, en kvinde der fortæller om at miste sin hund og indslag om politisk korruption – en form for moderne civilisation ophøjet til idioti – kender vi kun alt for godt herhjemme. Og kampen om, hvad der skal have mest plads, underholdning eller journalistik, kører også i USA.
Dette har Roger Michell (Notting Hill) med god ret drejet en komedie omkring, og når filmen satiriserer over idiotien ved morgen-tv slår den sine få slag ind med en vis kraft og kant. Desværre er filmen som helhed omtrent lige så usjov og ucharmerende som de vejr-værter, der som et fast element i morgen-tv synes at være desperate nok til at blive udsat for hvad som helst for at underholde os derhjemme på sofaen.
 |
Copyright:
UIP |
Broadcast News (1987) tacklede samme underholdning/journalistik-dilemma med væsentlig mere bid, men Morning Glory er primært en working girl-komedie – ikke helt ulig Mary Tyler Moores femi-sitcom fra 70’erne. Udover den oplagte reference, Melanie Griffith-komedien med netop titlen Working Girl, strækker Hollywoods tradition for kække karrikerepiger sig helt tilbage til mindst screwball-komedien His Girl Friday (1940). For nylig har karrierekvinden fået nyt liv i bl.a. The Devil Wears Prada, der som Morning Glory også havde manuskript af Aline Brosh McKenna.
En okay-charmerende Rachel McAdams spiller her ambitiøs karrierepige med kikset kækt pandehår, der skal få underholdning og journalistik til at gå op i en højere, da hun af en network-chef (Jeff Goldblum leverer som altid formidabelt sine replikker uden at virke som om han gider) ansættes som producer på det skrantende morgen-show "Daybreak" på den fiktive tv-station IBS. Imens dater hun en anden producer (Patrick Wilson), som dog hurtig ryger ud på et sidespor – også i den smårodede historie.
Striden mellem underholdning og den seriøse journalistik er personificeret af henholdsvis Diane Keatons eks-beauty queen, nu opblæst veteran-morgenvært, og Harrison Fords Mike Pomeroy, bitter eks-big shot-nyhedsvært, der via et hul i sin kontrakt tvinges væk fra andejagt på landet og whisky-sjusser og ind i morgenvært-rollen, men med ret til at afvise historier. De er begge et par medieludere. Hun vil gøre alt for at forblive på skærmen, han er der kun for pengenes skyld.
 |
Copyright:
UIP |
Keaton og Ford udgør filmens (u)komiske omdrejningspunkter. Deres hadske kamp for rullende kameraer, hvor de kæmper om at sige "Good bye" sidst, er kun en kedelig og bleg efterligning af Spencer Tracy og Katharine Hepburns ping-pong, da de forfinede kønnenes kamp i en række film i 40’erne. Især skuffende fordi både Keaton og Ford før har vist, at de begge, ikke mindst Keaton, som her overspiller forfærdeligt, har masser af komisk timing.
McAdams får kun seks uger til at øge seertallene, så det er primært gnavne Pomeroy, der skal omvendes. Han nægter dog at lege med. Til sidst ender det dog med at blive lidt en blanding af underholdning for laveste fællesnævner og Pomeroys hardcore journalistik, der redder programmet og får alle til at blive gode venner. Ingen kan derfor føle sig fornærmede af en historie, der både er set før og langt bedre udført.
|
| |
| | En enkel slette scene og et kommentarspor er alt hvad det er blevet til af ekstramateriale. Instruktør Roger Michell og manuskriptforfatter Aline Brosh McKenna gør det dog udmærket, og hvis man holder af filmen, er det klart værd at bruge tiden på.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
| |
|
|
