Der burde være masser af dramatisk og psykologisk brændstof i det svære og spændende tidspunkt i livet, hvor hankønnet balancerer mellem barn og voksen. Det er den andedam, Peter Gantzler i sin debut som instruktør har kastet sig ud i, og i de kommende uger vil han som et led i en markedsføringsstrategi tage på turné i hele landet med filmen, der samtidig har premiere på video-on-demand.
 | Copyright: Strange Days Production | I centrum har vi den dygtige og perfekt drengede Sebastian Jessen, der giver den som den nybagte student Christian, der skal til at definere rammerne om et voksenliv. Han gider ikke sine jævnaldrende og afviser en sød pige, der gerne vil sove med ham. Til gengæld liver han gevaldigt op, da den dobbelt så gamle Sanne, i fin femme fatale-agtig skikkelse af Marie Louise Wille, flytter ind i en lejlighed, han tilser som vicevært. Han fortrylles straks af hendes aldrende og lidt farlige charme og griber chancen, da hendes vaskemaskine går i stykker. Situationen er en kliché, men det gør ikke noget. For de har selv øje for den og tænder på den. Det bliver hurtigt hedt, men går i alle henseender også hurtigt ned ad bakke igen. Selvom filmen er bedst i de små, skægge pusterum, som Christian tilbringer sammen med sin livstrætte, alkoholiserede chef, der spilles af Gantzler selv, er det næsten udelukkende affæren med Sanne, filmen interesserer sig for. Man savner en række sidehistorie, der kan udvide fortællingen, der langtfra får næring nok af den ene narrative søjle, der skal bære filmens 90 minutter. Christian er ganske vist en ensom dreng, men hvorfor må vi ikke se ham udfolde sig uden for de rammer og det barndomshjem, der åbenlyst definerer hans ensomhed? Det er svært at fastholde interessen for ham, når vi ikke lærer ham bedre at kende.
 | Copyright: Strange Days Production | Men det helt grundlæggende problem er, at gnisten mellem Christian og Sanne på trods af et par heftige sexscener aldrig virker vital og troværdig. Samtidig er der ingen ydre rammer, der principielt kan bremse deres kærlighed. Der er egentlig slet ikke så meget på spil og intet, der burde kunne gøre så ondt, som der lægges op til. For Christian handler affæren mest om spændende sex, mens filmen langt hen ad vejen dvæler ved nogle følelser og en kærlighed, der ikke helt er hans. Vi kommer ikke ind i hovedet på ham, og han flytter sig næsten ikke, hvilket gør det uklart, hvorfor det har været nødvendigt at fortælle historien om ham. Er pointen, at man ikke kan komme ind i hovedet på en dreng, burde vi i det mindste trænge ind under huden på det kaos, der står i vejen.
Det kan være enormt fint, når en film holder igen og lader følelser kradse og simre bag den overflade, vi præsenteres for. DRENG er en langsom film, der ville egne sig til det underspillede og den antydningens kunst, der fylder det nedbarberede med liv. Men følelserne og dramaerne får ikke lov til at vokse frem mellem linjerne, alt krænges ud. Der er ingen gemte låger bag dialogen, ingen følelser, der ikke serveres på et fad, ingen dramaer, vi ikke havde set komme. Der er så lidt kød på historien, at man løbende kan regne udviklingen ud. Og så er det jo bare om at få det eksekveret og overstået, mens fortællingen snegler sig frem i et fortættet kammerspil. Samtidig får vi gentagende gange serveret den samme psykologiske forklaring, der kredser om kedelige moderbindinger. Det giver filmen en klaustrofobisk atmosfære, der sammen med den grundlæggende depressive tone dræner historien for liv. Det er som at være et ufrivilligt vidne til fnidder i privatlivets sfære, der kun har relevans for de involverede og aldrig løftes til noget alment menneskeligt og genkendeligt.
|