| Woody’s hyldest til jazzen |
| |
Woody Allen er gennem sin imponerende karriere kommet vidt omkring. Fra ’falde på halen'-komedie til musicals. Han er dog mest kendt for sine meget personlige film, der ofte er humoristiske fortællinger om neurotiske bymennesker stærkt optaget af kærlighed og død. Med Dur & Mol har han lavet en film, der endnu en gang udvider hans repertoire som kunstner af høj klasse.
Verdens næstbedste guitarist
Emmet Ray er et jazzgeni som på vejen mod succes aldrig kan falde til ro. Han er (hvis han selv skulle sige det) intet mindre end verdens bedste guitarist. Lige bortset fra den der sigøjner i Paris (Django Reinhardt), som er Emmets eneste rigtige helt. Ifølge legenden er Django Reinhardt (som er virkelig) den eneste, der kan give Emmet tårer i øjnene. Og de to gange Emmet har set ham, er han efter sigende besvimet. Emmet mangler ikke selvtillid, men er tvunget til at leve i skyggen af sigøjneren fra Paris.
’Lad os køre på lossepladsen og skyde rotter’
I 30’ernes swingæra tumler Emmet rundt til forskellige gigs mellem gangstere, poolhajer og lette kvinder. Hvis han ellers husker at møde op. Han lever kun i sin musik og har som mange andre genier svært ved at gebærde sig i den virkelige verden. Han drikker, er generelt upålidelig, mangler situationsfornemmelse og bedårer kvinder på den mest mærkværdige måde. Hans yndlingsbeskæftigelse, næst efter musikken, er at tage på lossepladsen og skyde rotter eller at kigge på tog. Kvinderne deler ikke hans entusiasme for rotteskydning, men bliver bløde i knæene, når han finder guitaren frem.
Kan du ikke tale må du lytte
Emmets manglende livsduelighed gør, at han må hutle sig igennem tilværelsen. Dette passer ikke med hans vilde livsstil og ønske om succes. Han falder for en kort periode til ro sammen med den stumme Hattie, som med uskyldigt udtryk og trofast mimik med glæde lytter til Emmets pinlige og arrogante udtalelser. Hun bliver dog droppet for overklassetøsen og forfatteren Blanche, der mest er interesseret i Emmet som emne til en bog. Men når hans fingre glider hen over guitarens hals fanges publikum, fuglene synger og Emmet lever kun i musikken.
Fiktiv dokumentar
Sådan bliver legenden om Emmet Ray fortalt af nogle få udvalgte jazz-aficionados (bl.a. Woody Allen selv), der i små interviewklip fortæller anekdoter om Emmets liv, som i filmen er blevet klippet sammen med selve historien om Emmet Ray. Denne fortællestil giver Dur & Mol et præg af dokumentarisme, hvis intention er at bekræfte illusionen om, at Emmet Ray er en virkelig person. Det er også en teknik Woody Allen har brugt i nogle af sine tidlige film (Zelig og Broadway Danny Rose). Trods dokumentarrammens pure opspind, trækker Dur & Mol på nogle af jazzhistoriens virkelige elementer. Rakkerlivet på landevejene var virkelighed for mange jazzmusikere i 30’erne, og Emmet som ’manager’ for prostituerede var også noget, man hørte om blandt musikere.
Woody og musikken
Ligesåvel som legenden Emmet Ray er fjern fra virkeligheden, ligger denne film også langt fra de moderne fortællinger, som instruktøren Woody Allen normalt beskæftiger sig med. De komplekse neurotiske karakterer er skiftet ud med den arrogante, let dumme womanizer, og samtidens New York er forvandlet til en historisk skildring af 30’ernes Swing æra. Baggrunden for denne films tilblivelse er selvfølgelig Woody Allens livslange flirt med jazzen. Han spiller selv klarinet, og det har (næst efter filmkunsten) altid været hans største passion.
Chaplin eller krigsliderlig psykopat
Selvom Dur & Mol er en atypisk Woody Allen film, er man heldigvis ikke forskånet for hans humor og sans for gode karakterer. Filmen er fyldt med vittige replikker, og personerne er helstøbte og troværdige. Dette skyldes ikke mindst Sean Penns fænomenale skuespil i rollen som Emmet Ray. Det er svært at acceptere, at Emmet, med sit underspillede Chaplin-agtige udtryk og udseende, spilles af den samme skuespiller, der i De kaldte os helte var en vanvittig, voldelig krigsliderlig psykopat. Men det er netop dette Chaplin-udtryk der sammen med slapstick-scener gør, at man mindes 30’ernes komedier og dermed gør miljøet troværdigt. Et miljø som i sceneri heller ikke efterlader noget at klage over.
All that Jazz
Trods Sean Penns fænomenale skuespil i rollen som verdens næstbedste guitarist, har hans fingre dog svært ved at følge med musikken. Det gudsbenådede lydspor, som består af nogle af Woody Allens yndlingsklassikere, er i virkeligheden spillet af guitaristen Howard Alden. Soundtracket må være et must for jazzelskere. Dur & Mol er en film uden dybere mening, hvilket heller ikke er meningen. Den er til gengæld en utrolig helstøbt og velfortalt godnathistorie, der samtidig er en hyldest til en af USA’s originale kunstarter - jazzen. Den er som originaltitlen antyder ’Sweet & Lowdown’.
|
| |
| Seneste kommentarer: (1 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Preben Laust Larsen
30-4-2005 10:58 | Jeg skal sent glemme denne filmhistorie. Fænomenalt fortalt og helt uimodståelig. Jeg lytter lige nu til Django fra 1934. Det er glæde og sving-fanden i voldsk.
Sean Penn var overbevisende.
Preben. |
|
|
|  |
|
