| En kedelig psykopat |
| |
I 1991 leverede Jonathan Demmes fine filmatisering af forfatteren Thomas Harris’ forrygende ondskabsfulde portræt af Hannibal ”The Cannibal” Lecter en gedigen overraskelse, da den snuppede 5 af de tungeste Oscars. Ondskabens øjne, der på papiret var en helt almindelig gyser om en psykopat og en ung FBI-kvinde, var blevet til et uventet intenst gys, hvor samspillet mellem Anthony Hopkins og Jodie Foster helt overskyggede den egentlige historie om en seksuelt afvigende morder og kidnapper. Hannibal Lecter var stjernepsykopaten, som skulle hjælpe den unge Clarice Starling , og hendes pris for de afgørende oplysninger var en martrende selvudlevering til den diabolsk intelligente mentor.
I centrum
Helt i Hannibal Lecters ånd er han kommet i fokus i den nye film, hvilket titlen også henviser til. I slutningen af Ondskabens øjne drog Hannibal afsted til friheden udenfor USA, og det er også her, vi møder ham i den nye film. Han lever under falsk navn i Firenze i Italien – en kulturens højborg, hvor han kan nyde sin arkitektur, sin kunsthistorie og sin opera. Men under overfladen lurer de gamle tendenser, og da han via internationale nyheder hører navnet Clarice Starling vækkes minderne til live. I USA har Clarice haft en hård karriere, siden hun blev hædret for at have løst kidnapningssagen i Ondskabens øjne. I en unødig lang og irrelevant indledning følger vi hende under en mislykket narkorazzia, som ender med skudvekslinger og en større balle hos den overordnede. Clarice har brug for en successag, og da en gal millionær er begyndt at lede efter Hannibal Lecter, sættes Clarice på sagen for at score lidt billige point.
Det sidste offer
Millionæren Mason Verger er det eneste overlevende offer for Hannibals blodrus i USA mange år tilbage. Med sin evne til at trænge ind i offerets hjerne fik Hannibal overtalt Verger til at flå sit ansigt af og fodre det til en hund, og derfor ligger den forfærdeligt mishandlede Verger konstant bundet til sin seng, uden et ansigt, uden et liv men med penge nok til at få sin hævntørst stillet. I det noget komplicerede plot udskriver han en dusør på Hannibal og anvender sin politiske magt til at få Clarice på sagen. Han regner nemlig med, at den viljestærke agent er lokkemad nok for Hannibal, især da han får sin mand i FBI, den ubehageligt kalkulerende Paul Krendler, til at presse Clarice. Endelig når den stakkels agent Starling så langt ud i torvene, at Hannibal, der selv bliver presset af en grisk italiensk politimand, som har læst om Vergers dusør, rejser til USA for at hjælpe Clarice.
Fascination
Ridley Scott har iscenesat med hele hans velfungerende flair for det glatte og lækre. I modsætning til Ondskabens øjne som levede på sit skuespil, det veldrejede manuskript og enkelte øjeblikke af ren psykisk gru, så hiver Scott hele det store maskineri frem i forsøget på at skabe stemning og uhygge via billeder og lyd. Dynamikken lider voldsomt under, at de to hovedpersoner sidder på hvert sit kontinent i trefjerdedel af filmen, og det er simpelthen ikke tilstrækkeligt at kompensere for det med smukke billeder. Manuskriptet har skruet meget ned for Hannibal-figurens rendyrkede ondskab og satser i stedet på en overflod af antydninger til ondskaben i den første film samt nogle lidt malplacerede morsomme replikker. Kun i en meget lille håndfuld scener aner man den gamle Hannibal, og det er langt fra nok til at gøre ham til en værdig hovedperson og skurk. På den anden side af loven står Clarice meget svagere i denne film. Julianne Moore leverer en engageret indsats, og det er ikke hendes skyld, at manuskriptet har reduceret figuren til en statist, som blot render småforvirret rundt i Hannibals og Mason Vergers store planer.
En økonomisk genoplivning
Hannibal Lecter var simpelthen for spændende en figur til at få fred. Naturligvis måtte man lave en film til, og den eneste grund til, at vi har ventet 10 år på fortsættelsen, har været forfatteren Thomas Harris’ forsinkelser med at få bogen færdig. Da den var kommet på plads skulle den bearbejdes til et filmmanuskript, en proces, der har kostet mange af Hollywoods førende folk pladsen (den krediterede David Mamet var kun med i starten og har intet med det endelige resultat at gøre), og til sidst meldte Jodie Foster fra, fordi hun ikke kunne lide sin figurs udvikling. Det kan man bestemt ikke fortænke hende i – dermed ikke forstået, at Hannibal er en voldsomt dårlig film, faktisk er den en ganske stilfuld og ret intelligent thriller, men den er bare så meget mindre end Ondskabens øjne og i det lys en gedigen skuffelse.
|
| |
| Seneste kommentarer: (7 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Rasmus
15-5-2010 14:17 | Soleklart den dårligste film i serien. Den er rent æstetik (klam æstetik flere steder), og intet indhold. En kæmpe stinker efter den fremragende Silence of the Lambs. Jeg ville være fristet til at give den 1 stjerne, men ville nok ende på 2. |
| MarMartissabar
25-2-2007 18:06 | Hannibal Rising styre, se den!!!!!!!!!!!!!! |
| Daniel
25-2-2007 18:04 | Hannibal Rising slår dem alle.
Næsten ubeskrivelig god film |
| Den bedste!
22-12-2005 19:26 | Hannibal er klart den bedste i trilogien, hvor Den røde drage stinker. Manhunter er favorit. Mens Hannibal er toppen af prima. Den besidder det sjælfulde symbolske som bøgerne udstråler. Det er yderst vigtigt at man har læst bøgerne INDEN man kommentere disse film. Hannibal følger bogen slavisk. Endnu engan skal vi tækkes med Frederik Asschenfeldt Vandrup vandede anmeldelse. |
| Chris
23-11-2005 19:46 | ja den bedse er ondskabens øjne bare syd at jeg ikke kan finde den på dvd ned tur:( |
|
|
|  |
|
