| | | Har du set filmen? Hvad synes du om den? |
|
|
| | | Der mangler 3 brugerkarakterer, før brugernes vurdering vises. |
|
|
|
 |
Habemus Papam
| Jeg magter det ikke! |
| |
Der er ikke mange film på listen over vatikankomedier, men nu kan i hvert fald tilføjes den italienske instruktør Nanni Morettis nye, godmodigt satiriske Habemus Papam.
Moretti har som instruktør sin helt egen balance mellem alvorstungt, eksistentielt drama, satire og sædekomedie, men der er noget blidere over tonen her end i eksempelvis hovedværkerne Kære dagbog (1993) og Sønnens værelse (2001).
 |
Copyright:
Camera Film |
Da filmen begynder er paven netop død og kardinalerne samles til konklave for at lade endnu en gammel mand indtræde i rækken. Ærværdige, grånende hoveder fra alle egne af kloden isoleres for at finde en efterfølger i deres midte, mens hele den katolske verden holder vejret og venter på at se den hvide røg stige op fra skorstenen på Det Sixtinske Kapel som signal om, at de troende har fået en ny jordisk fader.
Hvad der mere præcist går for sig på det enkelte konklave ved kun Vorherre og hans kardinaler, da intet må offentliggøres og alle dokumenter brændes før isolationen hæves, så her er digtet frejdigt. Men det virker mærkeligt nok helt plausibelt, når Moretti og hans medmanuskriptforfattere lader os høre den ene efter den anden af disse gejstlige karrieremænd løfte sine indtrængende bønner mod himlen for ikke at blive den ulyksalige, der skal bære det tungeste åg i verden. Det lyder næsten som Jesu ord i Getsemane, når han beder om at bægeret må gå ham forbi "dog, ikke som jeg vil, men som du vil" – her handler det blot ikke om pinefuld død, men om den mest prestigefyldte religiøse post i verden.
 |
Copyright:
Camera Film |
Da en af afstemningens outsidere, kardinal Melville, endelig bliver valgt som en kompromiskandidat, tager han først bevæget udpegningen til sig, men rammes endnu før han er trådt offentligt frem af panisk fortvivlelse over, om han nu også kan leve op til det hverv Gud har tildelt ham. Her er ikke tale om en samling småmafiøse libertinere, men alvorstyngede, skrøbelige gamlinge, hvis største frygt er ikke at kunne leve op til deres kald. Disse kirkens mænd er ikke korrupte eller pædofile, men mere eller mindre almindelige seniorer, der spiller kort, spiser piller og diskuterer, hvor man kan købe de bedste cremeboller. At fremvise kirkens top som et lidt verdensfjernt, men i bund og grundt hjerteligt broderskab er i disse år en overraskende, men fin og veludtænkt indgangsvinkel, der udfordrer forventningerne og kridter en lidt anden bane op, end vi er vant til at spille på.
Melville, spillet fremragende af Michel Piccoli med både gammelfaragtig sødme og desperat, snerrende afmagt, er gået helt ned med, hvad der beskrives som 'psykisk bihulebetændelse' og i et anfald af ren rådvildhed tilkaldes en psykoanalytiker (Moretti selv). På dette tidspunkt tror man nogenlunde at vide, hvilken vej filmen vil udvikle sig, men i stedet slår fortællingen et par gevaldige kolbøtter, der bl.a. indebærer en gejstlig volleyball-turnering og en schweizergardist i rollen som pavelig stand-in. Hvorfor det skulle være nødvendigt at lade manuskriptet køre så vildt af sporet, bliver aldrig rigtig klart, selvom et par scener går rent ind med både indføling og en smule bid.
Habemus Papam ender som en unødigt rodet omgang, men skal have ros for den fine første halve time og for Michel Piccoli, der giver en af sin glorværdige karrieres bedste præstationer.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
| |
|
|
