| | | Har du set filmen? Hvad synes du om den? |
|
|
| | | Der mangler 1 brugerkarakterer, før brugernes vurdering vises. |
|
|
|
 |
Stormfulde højder
| I hedens mørke |
| |
Britiske Andrea Arnold er en konsekvent og fascinerende instruktør. Hendes to første spillefilm – Red Road og Fish Tank – er intense og præcise personskildringer, som trækker klare spor fra genrefilmenes universer, omstrukturerer de kendte syntakser og bruger dem i nye sammenhænge. De har også begge vundet Juryprisen ved filmfestivalen i Cannes, så Arnold er kommet godt fra start. Det lignede derfor et modigt valg, da hun endte som instruktør på nyfilmatiseringen af Emily Brontës "Stormfulde højder", der om noget er indbegrebet af dannet britisk litteratur – en ægte klassiker.
 |
Copyright:
Miracle Film |
Omvendt er netop Arnolds tilgang til personskildringer en spændende indgangsvinkel til værket, som næppe havde brug for en pæn, 'BBC-ficiering' i stort format. Og interessant er det så sandelig også. Næppe noget, der falder i alles smag – og mange vil savne William Wylers klassiske udgave af historien – men der en pointe og en konsekvens i denne version, som man kun beundre. Arnold giver stilistisk sin helt egen hyldest til dele af den nu forsvundne Dogme-tankegang ved at filmen i det lille Academy-format (det som ligner formatet på et gammeldags billedrørs-tv) og fastholde en håndholdt og naturligt oplyst billedside, som derfor i lange stræk primært domineres af rystet mørke. Irriterende? Til dels. Men også rystende, lammende og forvirrende på helt sammen måde som følelserne springer ukontrollabelt mellem vores hovedpersoner. Der er mening med galskaben, for kærligheden mellem Catherine og Heathcliff har ikke brug for storladent skønmaleri. Den er forvirret, ude af sync og dømt til at fejle.
Historien er kendt – eller burde være det – og som så mange filmatiseringer lægger Arnold vægt på den første del af fortællingen. Den om vores to unge elskende. Der spilles i tidstypiske kostumer og handlingen følger bogens første halvdel loyalt. Heathcliff er gået fra at være en sigøjner til at være sort. Et friskt valg, der giver borgerrettigheds-aktualitet til nogle af de scener, hvor han under slag og ydmygelser reduceres til tjenende ånd i huset – men ellers ikke en beslutning, der fører til paladsrevolutioner af historiens kerne. Han er anderledes, udstødt og mindreværdig – og den pointe kan bringes hjem på begge måder. Sproget er frivolt opdateret, så langstrakte litterære forbandelser fra originalteksten er konverteret til et vredt "fuck you", hvilket unægtelig gør den auditive side af oplevelsen mere tilgængelig, men selvfølgelig også mindre ren for de puritansk indstillede.
 |
Copyright:
Miracle Film |
Arnolds mesterstykke ligger derimod i den visuelle tilgang til fortællingen. Hun hiver for alvor Brontë ned i hedens mørke mudder og reducerer billedsproget til tætte, vindblæste indstillinger, som tilføjes yderligere klaustrofobi af selve billedformatets tranghed. Man føler sig næsten på besøg på nabogården til Bela Tarrs Hesten fra Torino, når vinden suser på fjerde måned omkring vores hårdt ramte hovedpersoner. Mennesker, der for alvor er fanget i et liv, de kun kan håbe på at overleve ved at tage en hård dag af gangen – og da først kærligheden er kørt af sporet og kun den håbløse hævn er tilbage, er vi af Arnold ført så tæt ind på personerne, at man har svært ved ikke at gribes grundlæggende af de blotlagte følelser. Det er dramatisk og højstemt, og hvis man giver sig hen til oplevelsen en sjældent tilfredsstillende oplevelse. Men det kræver en indsats, en overgivelse fra tilskueren, for ellers er det blot to timer og 10 minutters rystende underbelyste nærbilleder fra en vindblæst hede ved nattetide.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
| |
|
|
