| Et spørgsmål om (af)smag |
| |
Egentlig har The Lucky One det hele. Alle de ingredienser, man forventer et romantisk drama indeholder, forekommer i filmen: Smukke unge mennesker, der forelsker sig, søde børn og dyr samt en lykkens fjende i skikkelse af jaloux ekskæreste og en sprængfarlig hemmelighed. Det hele toppes med et opløftende budskab om, at gode ting sker for gode mennesker efter hårde tider. Om man så kan lide sammenblandingen af disse ingredienser, er i den grad en smagssag.
 | Copyright: Warner Bros. | Efter en natlig mission i Irak overlever marinesoldaten Logan Thibault (Zac Efron) mirakuløst et morterangreb, fordi han samler et billede af en ung, smuk pige op mellem murbrokker. Billedet tilhører en afdød kollega, men ingen ved hvem. Pigens billede bliver en slags skytsengel for Logan, der beslutter at bearbejde sine krigstraumer efter hjemkomsten til Amerika ved at lede efter hende. Han finder Beth i en lille flække, hvor han tager et job i hendes hundekennel, som hun driver sammen med sin mor. Beth, der er alenemor med sønnen Ben, bryder sig ikke meget om Logan i begyndelsen, men det ændrer sig langsomt. Karaktererne i The Lucky One er hysterisk klichefulde. Den stærke Logan flytter på tunge ting, kan spille på klaver og bliver bedste venner med Ben. Milde Beth er god ved dyrene og laver jambalaya, den livskloge mor er stilfærdig men aner nok, hvad hendes datter faktisk føler for Logan, og Bens far og Beths jaloux eksmand Keith er fascistoid strømer og søn af en republikansk (og derfor ond) lokalpolitiker.
 | Copyright: Warner | Filmen er baseret på en roman af Nicholas Sparks, der også har skrevet det litterære forlæg til film som Brevet i flasken, The Notebook og Dear John. Det er langs disse spor af social følelsesporno på Amerikas sydøstlige kyster, The Lucky One også bevæger sig. Den forudsigelige historie indhylles i reklameæstetisk ensidighed med klægt, gyldenbrunt lys, mens Logan, Beth og Ben fjanter i en robåd i slow motion. Når lykken trues af Keith, bliver musikken truende.
Dybest set er det nok en smagssag, om man kan lide The Lucky One. Historien er velfortalt, stilen konsekvent og brugen af pop-melankolske countrynumre stilsikker. Jeg står dog helt af på den klichefyldte persontegning, den drivende sentimentalitet, der præger beskrivelsen af Logans og Beths forhold, samt den flade, forudsigelige konflikt, som Logans billede af Beth naturligvis medfører.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|