| Til Rom på business class |
| |
Det overraskede de fleste, da ærke-new yorkeren Woody Allen i 2005 henlagde sin thriller Match Point til et for ham så eksotisk sted som London. Siden har han taget os med til Barcelona (Vicky Cristina Barcelona) og senest Paris (Midnight in Paris) med stor kommerciel succes. Især den hyggelige og dybt nostalgiske hyldest til den åh-så-charmerende byernes by fik mange – til en vis grad også mig – til at falde i svime og erklære gamle Woody tilbage i topform.
 |
Copyright:
Scanbox |
To Rome With Love er en film i den absolut lette og forlystelsessyge ende af mesterens produktion. Der sker hele tiden noget, men aldrig rigtig noget vigtigt, mens historierne ruller afsted akkompagneret af umpa-umpa-orgel, som en turist på storbyferie i den evige stad. Lyset er varmt og lækkert og der er aldrig langt mellem vitserne og de smukke, unge mennesker.
Efter første scene, hvor en færdselsbetjent standser trafikken for at fortælle os derude bag skærmen, at "byen er fuld af historier" splittes filmen op i fire parralle handlingsforløb, der nok kan siges alle på et vist plan at handle om kærlighed og sex, men ellers ikke gør noget forsøg på at hænge sammen som film.
Det er ikke helt let at give et kort handlingsresume af en film med deltagelse af flere store og halvstore navne end de fleste års Oscar-shows og plot turns nok til omkring en sæson af valgfri sitcom. Allen selv spiller i sin første rolle siden Scoop (2006) den pensionerede operainstruktør Jerry, der er i Italien for at besøge sin datter og opdager hendes nye svigerfar Giancarlos (operasanger Fabio Armiliato) fabelagtige sangstemme. Da Giancarlo viser sig kun at kunne synge under bruseren får vi naturligvis et optrin med en brusekabine midt i en ellers klassisk opsætning af Rigoletto. Alec Baldwin spiller cool arkitekt på sporet af sin ungdom og Penélope Cruz taler italiensk og føler sig tydeligvis godt tilpas i rollen som prostitueret, der p.g.a. en misforståelse må give sig ud for at være nygift brud overfor en ikke videre velvilligt indstillet overklassefamilie.
 |
Copyright:
Scanbox |
De færreste af de unge skuespillere slipper dog særligt godt fra deres roller. Jesse Eisenberg er fin som Jack, der mod sin vilje falder for sin kærestes bedste veninde, men ellers normalt gode Greta Gerwig som kæresten Sally får slet ikke liv i sin karakter og det unge italienske par spillet af Alessandro Tiberi og Alessandra Mastronardi er tæt på at være pinligt ringe. Ikke at de har det store at arbejde med i deres historie, der ikke har meget hverken originalitet, vid eller bid.
Værst er dog historien med Roberto Benigni i rollen som en helt almindelig mand, der pludseligt og uforklarligt bliver udråbt som a-liste-kendis, jagtet af de kulørte medier og fans blot for kort efter at se interessen skifte til en anden og efterlade ham tilbage som konen i muddergrøften. Midt i denne trætte og forældede satire over tidens tåbeligheder tager man sig selv i at tænke, at han måske alligevel er blevet en gammel mand, ham Woody.
Det er Allens spillefilm nummer et-par-og-fyrre på ca. ligeså mange år, de fleste med ham selv som manuskriptforfatter såvel som instruktør og ofte med ham selv i hovedrollen. Det giver ikke meget tid til at gennemskrive manuskripter, der ikke helt fungerer en ekstra gang eller tage scener om til de er, som de bør være. Der er gode elementer, som en 360° panorering, der fint illustrerer følelsen af at fare vild i en fremmed by og nogle sjove replikker indimellem, men der er for langt mellem dem. To Rome With Love er en af de Allen-film, der ganske simpelt er endt med at være for sjusket og slap i detaljerne, og hvor det virker som om han har prioriteret at komme videre til næste projekt over filmens kvalitet. Den gode eller dårlige nyhed er, at han efter alt at dømme snart er klar med den næste film - man har lov at håbe, at den bliver bedre.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
