| | | Har du set filmen? Hvad synes du om den? |
|
|
| |  | | (5 stemmer) |
|
|
|
 |
Get the Gringo
| Ensomme Mel i Mexico |
| |
Mel Gibson har ikke mange venner for tiden. De fordrukne afsløringer af god gammeldags racisme kombineret med en lidt for håndfast håndtering af modelkæresten har bragt ham ud i den belastende periferi af Hollywoods inderkreds, hvor rigtige venner er få. Jodie Foster er en af dem, og hun prøvede at give ham lidt grund under fødderne med The Beaver, som blev set af cirka ingen mennesker overhovedet.
 |
Copyright:
SF Film |
Derfor har Mel Gibson taget skeen i egen hånd, skrevet et manuskript og givet instruktørjobbet til en anden god bekendt – instruktørassistenten fra hans egen Apocalypto, som hedder Adrian Grunberg. Mel har kigget tilbage til dengang, hvor hans karriere var på toppen. Lige før Braveheart og katolicismen i fællesskab gjorde ham for alvorlig og selvtilfreds. Dengang hvor han var en lean 'n' mean actionhelt, hvis film altid gjorde lidt mere ondt og var lidt sjovere end konkurrenternes.
Gibson er udstødt i Get the Gringo. Vi åbner i højt tempo i grænselandet mellem USA og Mexico, hvor to mænd i klovnekostumer er på flugt fra strisserne. Voice-overen er Mel Gibsons, humoren er tør og livstræt – og flugten, der ender et par meter på den mexicanske side af hegnet, ender i et fantastisk filmisk fængsel, som endda er baseret på en rigtig anstalt. I bedste Flugtaktion New York-stil er fængslet opbygget som et lille samfund, hvor fængselsvagterne holder de indsatte indenfor murene, men ellers ikke blander sig. Her kan indsattes familier også vælge at flytte ind – og så hersker der ellers en frydefuld blanding af iværksætterkultur ('The Smack Shack', anyone?) og lovløshed blandt gangstere, narkomaner og ludere.
 |
Copyright:
SF Film |
Der ligger helt sikkert en bitter undertone i Gibsons manuskript om den udstødte, der nu er hensat til at lege med mexicanere efter at være blevet jaget ud af sit eget land, og den undertone er man helst foruden, men det mest forunderlige er næsten, at det på trods faktisk lykkes vores udstødte 80’er-helt at finde ned til noget af det, der engang gjorde ham til en superstjerne. Der er reminiscenser af Paybacks hårdkogthed kombineret med Dødbringende våben-seriens humor – og det lykkes faktisk Gibson og Grunberg at lave et helt hæderligt westen-kup-eventyr, hvor det ikke skorter på grumme skurke. Leone og Peckinpah ville have kigget på med nogen interesse, når skudduellerne brager løs.
Det er absolut ingen mesterlig film. Dertil er den for indebrændt og reelt også for hurtigt produceret med sine digitale optagelser, som aldrig fuldt forløser det solbrændte Helvedes visuelle potentiale, men det er decideret dejligt i små øjeblikke at se den gamle Gibson tilbage, og det gør bestemt intet, at han syd for grænsen og helt udenfor Hollywood har frie hænder til at gøre filmen præcis så brutal, som den slags bør være. Det er faktisk lidt synd, at man i USA valgte helt at droppe en bio-release af Get the Gringo, men omvendt virker det også lidt voldsomt at give denne lille hilsen fra fortiden premiere på Danmarks største lærreder. Den passer fint ind et sted i midten til alle dem, som var med på Gibson-vognen dengang før al balladen.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
| |
|
|
