| Kærligheden er et blodtørstigt dyr |
| |
Christoffer Boe har kun lavet én film: Filmen om den altopslugende kærlighed, der gør dig fremmed for den verden, du lever i. Det skete for Alex, hvis hoveddør forsvandt i Reconstruction, i Allegro blev Zetterstrøm forvist af sin egen by, Nicolas Bro (som 'sig selv') i Off Screen forsvandt i en blodrus, og i Alting bliver godt igen kunne Jacob ikke længere finde ud, hvor sandheden begyndte og hans minder stoppede. Beast er endnu en spole i Boes livsfilm. Her manifesterer den altædende kærlighed sig mere konkret og kompromisløst end i nogen af instruktørens tidligere værker.
 | Copyright: SF Film - My Thordal | Kæresteparret Bruno og Maxine flytter sammen i forelskelse men ender med at æde hinanden op. "Jeg vil elske dig som et dyr", bedyrer Bruno, og han holder, hvad han lover. Han drikker Maxines blod under sex med knive og siger, at han har lyst til at spise hende. Maxine indleder en affære med parrets fælles ven Valdemar, og vil forlade Bruno. Men hun tøver da, Bruno bliver alvorligt syg og får uforklarlige mavekramper. Brunos ønske om at spise sin elskede, der er på vej væk fra ham, forvandler sig så småt til konkret virkelighed, og han indtager råt kød og køber en stor køkkenkniv. Christoffer Boe er én af Danmark mest særegne instruktører, og sammen med Lars von Trier spiller han i en helt anden liga end resten af sine landsmænd, når det kommer til det visuelle. Billederne er voldsomt stemningsfulde, og de forelskedes kærlighedsfulde ansigtstræk, er som altid sensibelt indfanget. Filmen er i det hele taget imponerende flot, og billederne er fornemt akkompagneret af Sylvain Chauveaus imposante og dirrende musik. Marijana Jankovic er smuk som hemmelighedsfuld brunette men fad i sin udstråling, mens Nikolaj Lie Kaas er fremragende som Valdemar. Nicolas Bros forvandling fra forelsket kæreste til blodtørstig hævner virker mindre overbevisende. Bro kan ikke dy sig for at give Bruno en manieret kant, der virker humoristisk overspillet. Det distancerer tilskueren. Karaktererne er i forvejen kun symboler i et trekantsdrama om kærlighedens lemlæstende kraft, så Bros karikerede spil hjælper ikke på indlevelsen.
 | Copyright: SF Film - My Thordal | Til gengæld er det som altid hos Boe romantikken, der er grundtonen. Selvom kærlighedens væsen er et blodtørstigt bæst, der grådigt æder dem, der nærmer sig, har Boes film altid romantikken som klangbund. "Prøver de stadig at slå hinanden ihjel", spørger Maxine om to fugle i bur. Spørgsmålet ringer som en kommentar som en af de græske guder, Boe filmer i et mennesketomt Frederiksstaden, kunne stille sig i undren over det menneskelige parforhold. Hos Boe er kærligheden altædende, men også livgivende.
Beast er en imponerende kompromisløs film, der lader sin historie løbe linen ud. Det er velgørende med en så ambitiøs instruktør, der tør gå sine egne veje. Der er skønhedsfejl, og man kunne sagtens have undværet de indklippede billeder af et djævelsk foster. Men der er point for modet til at tro på kærligheden.
|
| |
| | (- af LB)
Ekstramaterialet er ganske charmerende: I hvert fald de tre featuretter man kan finde i bonuspakken. På coveret oplyses det, at der også er et indslag om tilblivelsen af filmens plakat, men det bliver ikke til mere end løftet.
Fotodagbogen og de to samtaler mellem Christoffer Boe og hhv. Nicolas Bro og Marijana Jankovic er ikke synderligt lange, men man får et solidt indtryk af hvordan filmen blev til, og det er det vigtigste. Alle minutterne værd!
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (3 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Nicklas 20-11-2011 17:25 | Meget kedelig og pretentiøs film. Folk grinede mens jeg så den i bio. Historien er som en teenagers forsøg udi horror genren. Karakterene involverer ikke, deres snak er pretentiøs og intetsigende. Er det kejserens nye klæder når aviser, som politiken, giver 4 hjerter. Med en mere ærlig bedømmelse var jeg sluppet for at tilbringe min tid med en tåbelig film. |
| Føj -for-satan 18-11-2011 19:41 | Sygt og perversrt, se hellere Twiligt det er 100 gange bedre end det gang psyco lort. |
| Adam 17-11-2011 01:01 | Beast er decideret Kejserens nye klæder! Enig. Billederne er så ualmindeligt smukke, at man kun kan håbe, at fotograferne fra den danske filmbranche tager ved lære af det, men manuskriptet er så ûber prætentiøst,karaktererne så uendeligt ligegyldige og Nicolas Bro så pinagtigt karrikeret, at langt de fleste replikker lyder som noget fra en debutant i en shakespeare-opsætning på et lokalt gymnasium. Bros spil og Boes ord gjorde i store dele af filmen, at jeg virkelig var splittet imellem at skride eller i det mindste tage høretelefoner på og bare nyde de smukke billeder. Jeg blev desværre og holdt pinslerne ud. Det virker som om, at al Boes prætentiøse trang er endt nede i venstre hånd, der så i al hast har og helt uden selvkritisk sans har griflet historien ned, så der fluks kunne søges støttekroner. |
|
|
|  |
|