| Hærværk og pludselig død |
| |
Tilværelsen virker sommetider meget triviel, men pludselig indtræffer en uventet katastrofe, der fjerner hele ens livsfundament. Take Shelter, der er instrueret af Jeff Nichols, beviser fornemt, hvor let tilværelsen kan krakelere fra det ene øjeblik til det andet. Filmen er et forbilledligt studie af den famøse og hårfine grænse mellem normalitet og galskab. Filmen beretter om den kærlige og jævne familiefar Curtis (Michael Shannon), der pludselig rammes af paranoia og panikanfald. Curtis lider af tiltagende vrangforestillinger, hvor han frygter, at familiens hund angriber ham, eller at han ender i en fatal bilulykke. Curtis forsøger først at finde en diagnose på sine lidelser, men beslutter at søge professionel hjælp. Desuden er han klar over, at hans mor blev ramt af paranoid skizofreni i midten af trediverne – omtrent samme alder som han selv har.
 |
Copyright:
Miracle Film |
En mand under indflydelse
Det er formentlig ikke let, hvis man ser buldrende tornadoer over sit hoved eller regndråber tykke som motorolie regne ned på ens tagterrasse. Det er akkurat det Curtis gør sammen med et væld af andre hverdagshallucinationer. Den stigende frygt for en lurende katastrofe får til sidst Curtis til at låne penge i banken til at bygge et sikkerhedsrum i baghaven. Take Shelter giver mange mindelser om John Cassavetes’ mesterværk A Women Under the Influence. Michael Shannon kan sagtens ses som et mandligt omend mere afdæmpet modstykke til den sindslidende Gena Rowlands. Michael Shannon yder en suveræn og underspillet præstation som den paranoide Curtis. Take Shelter er et stykke americana midt i Ohios slumrende opland akkompagneret af et foruroligende lydtapet. Filmens største styrke ligger i dens evne til at undgå hysteriske scener, der hører genren til – modsat bevæger filmen sig overbevisende og stilsikkert mellem det hverdagsagtige og overnaturlige – netop en afspejling af Curtis egen sindstilstand.
Dommedag nu?
Det vrimler som bekendt med dommedagsfilm lige fra Fritz Langs Metropolis til Lars von Triers Melancholia. Take Shelter falder utvivlsomt ind under denne kategori, men den undgår også mange af de tyndslidte klicheer. Filmen kan snildt stå som en parabel på de seneste års katastrofer, hvad enten det er de miljømæssige, økonomiske eller rent menneskelige. Måske er Take Shelter en slet skjult advarsel om de mørke uvejrsskyer, der fortsat trækker hen over vores himmel i disse globaliserede og overophedede tider. Desuden viser den, at de største katastrofer i livet ikke er dem, der foregår i den store vide verden, men katastroferne som udspiller sig i vores eget liv. Hvis man er trænger til en solid omgang civilisationskritik, bør man indløse billet til denne nødvendige og eftertænksomme film, der blotægger mange af menneskets allermørkeste sider i vores katastroferamte tid.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
