| Den store mand |
| |
"Når jeg hører Wagner, får jeg lyst til at invadere Polen", eller "i Californien smider de ikke deres affald væk, de laver det til tv-shows". Dette er ikke nogle rablende udsagn fra undertegnede anmelder, men derimod temmelig berømte citater fra den store ronkedor i amerikansk film: Allen Stewart Konigsberg – eller bare Woody Allen som de fleste kender ham som. Den amerikanske instruktør Robert B. Weide har valgt at fremtrylle en elegant og sober portrætfilm om dette ubestridelige multigeni, der har instrueret det ene filmmesterværk efter det andet. Weides portrætfilm 'Woody Allen: A Documentary' tager tilskueren med på en lystfuld odyssé gennem Woody Allens liv og levned – fra barndommen der minder om en Philip Roth-roman til den tidlige debut på comedy-scenen henover filmkarrieren og de kunstneriske op og nedture samt ægteskabelige skandaler.
 |
Copyright:
Scanbox |
New York, New York
Det er ganske imponerende, hvad nogle udretter i løbet af et menneskeliv. Woody Allen har ikke ligefrem ligget på den lade side. Ikke nok med at han har instrueret henved 50 film og skrevet et utal af jokes til tv, så er han skam også en habil klarinetspiller. Der er mange gennemgående temaer i Woody Allens film, såsom kærlighed, utroskab, begær, egomani og neuroser, men der en visuel kulisse der fylder særlig meget både fysisk og mentalt – New York. Woody Allens metier har i størstedelen af filmene været at skildre neurotiske eksistenser i denne metropol. I en menneskealder har han beriget os med uforglemmelige scener fra denne sagnomspundne og magnetisk tiltrækkende storby. Hvem kan monstro glemme slutscenen i Manhattan eller hummer-scenen i Annie Hall? Det er vel nærmest kun Shakespeare, der har været en større leverandør af udødelige scener? Det er derfor ikke falsk smiger at kalde Woody Allen én af de helt store kronikører af den menneskelige eksistens og livsvilkår på lige fod med et andet af Woody Allens personlige forbilleder: Ingmar Bergman.
Scener fra et liv og ægteskaber
Det er vel ikke nogen tilfældighed Robert B. Weide nu har valgt af lave en film om Woody Allen, der befinder sig i sit livs efterår. Til trods for hans relativ høje alder er han stadig i fuld vigør. I filmen er der også flere scener, hvor Allen enten ligge skødeløst i en seng og nedskribler noter på gule papirslapper eller hamrer løs på sin elskede Olympia skrivemaskine, der har været en tro følgesvend gennem alle årene. Derudover sammenfletter filmen nostalgiske erindringsblik fra Allens farverige liv. Dertil er der mange interessante interviewscener med moren, søsteren, ægtefæller, filmkritikere og intruktørkolleger, der medvirker til at give filmen en god klangbund. Selvom Woody Allen har været genstand for boulevardpressens overfladiske sladder, så forfalder filmen aldrig til sensation, men derimod formår den at give en sober fremstilling at et sammensat menneske inklusiv dennes skandaleombruste ægteskaber. Filmen har desuden mange lighedstræk med den seværdige dokumentarfilm om Stanley Kubrick. Det er derfor godtgørende, at der også er kommet en om den store auteur Woody Allen. Enhver bør unde sig selv at se denne dokumentariske perle. Tak er kun et fattigt ord!
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
