| | | Har du set filmen? Hvad synes du om den? |
|
|
| | | Der mangler 4 brugerkarakterer, før brugernes vurdering vises. |
|
|
| | Billedformat: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Ekstra materiale: Trailers |
|
|
|
 |
Carnage
| Facaderne falder i komisk kammerspil |
| |
Kate Winslet skambrækker sig ud over stuebordet. Tre-fire store brækstråler rammer de sjældne og dyre kunstbøger på bordet, som var de demonstranter, der bliver skyllet hen ad gaden af vandkanoner. Vi er cirka tyve minutter inde i Carnage, hvor brækorgiet for alvor sætter gang i Roman Polanskis komiske kammerspil.
 | Copyright: UIP | Startskuddet Nancy og Alans (spillet af Kate Winslet og Christoph Waltz) 11-årige søn har slået tænderne ud på Penelope og Michaels (Jodie Foster og John C. Reilly) jævnaldrende dreng. Derfor har sidstnævnte par inviteret på kaffe og kage en eftermiddag i deres lejlighed for at tale ud om tingene og håndtere hele situationen som voksne mennesker. Det er altså ikke Winslets egne kunstbøger, hun skamferer med sit opkast i filmens suverænt mest morsomme scene, der overrasker og overrumpler med sin bramfrihed. Tømningen af den britiske skuespillers mavesæk bliver startskuddet til, at den obligatoriske høflighed mellem de to par, der aldrig før har mødt hinanden, så småt begynder at fordufte. Indestængte følelser Carnage er baseret på skuespillet Le Dieu du Carnage og foregår praktisk talt i real time. Vi er kun væk fra de to ægtepar i introsekvensen og under rulleteksterne, hvor de to 11-årige drenge henholdsvis toppes og forsones. Resten af filmen udfolder sig i lejligheden, og som handlingen skrider frem fyldes lokalet med de fire temperamentsfulde personers indestængte følelser, der ikke kun bunder i drengeslagsmålet. Især Jodie Fosters humanist-mor, der er i færd med at skrive en bog om hungersnøden i Darfur, har svært ved forstå Christoph Waltz' kyniske advokat-karakter og hans laissez faire-holdning til opdragelse. Han er mere interesseret i de mange opringninger fra arbejdet, og for at komme videre med dagen, konstaterer han blot tørt, at "vores søn er en galning". En sætning leveret med samme kølighed og uimodståelige charme, som kendetegnede den tyske skuespillers nazi-kommandant i Quentin Tarantinos Inglourious Basterds.
 | Copyright: UIP | Fra hønemor til indebrændt ægteviv Netop skuespillet holder dampen oppe i Carnage. Man forventer heller ikke andet af et cast, der tilsammen har modtaget fire Oscar-statuetter og otte nomineringer. Den tempofyldte og velskrevne sidste del af filmen, hvor de mange følelsesudladninger begynder at afsløre to dysfunktionelle ægteskaber, giver skuespillerne rig mulighed for at folde deres talent ud. Jodie Fosters transformering fra tålmodig hønemor til indebrændt ægteviv er uden én falsk tone. Når den spinkle skuespiller begynder at slå løs på sin husbond, den 100 kilo tunge John C. Reilly, er man i tvivl om, hvem af de to der ville gå sejrrigt ud af en boksekamp.
Velspillet facadefald På grund af det stærke skuespil tilgiver man, at Carnage i bund og grund er filmet teater. Den garvede Roman Polanski, der senest var aktuel med den politiske thriller Skyggen, forsøger at lege med rummet ved at bruge spejle og skabe en illusion om, at der er flere mennesker til stede i lokalet. Men det er ikke gennemgående nok og virker halvhjertet, og i sidste ende udebliver klaustrofobi-følelsen, som også er svær at skabe på filmens korte spilletid. Til gengæld udnytter Carnage sin real time-præmis effektivt og lader på herligt uforudsigelig facon alliancerne på den verbale slagmark komme og gå på få minutter. Mændene knytter pludselig bånd over et glas whisky, mens kvinderne drukner mobiltelefoner og bander over deres mænd. Til sidst kan ingen, heller ikke publikum, finde hoved og hale i det store frustrations-roderi. Det gør nu heller ikke så meget, for smilet har for længst fundet vej til læberne. Før man ved af det, har man været vidne til 80 minutters morsomt og velspillet facadefald.
|
| |
| | Blot nogle trailers.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
|