| Overklassens redningsbåd |
| |
En af fiktionens grundhistorier handler om, hvordan skurken får sin bekomst. Storskrydende dominerer han i starten, men så får retfærdigheden og helten overtaget og ender med at bringe harmoni og ro til universet. Sådan ser verden ikke ud i Avalon.
 |
Copyright:
Scancult |
I Axel Peterséns endog meget fine debutfilm befinder vi os i den svenske overklasse i selskab med Janne, der bærer hele sit liv i jetsettets overhalingsbane på ydersiden. Vi kender typen fra det københavnske natteliv, hvor det efterhånden kun er dem selv og deres trofaste følge, som ser magien i det slidte udtryk og de forældede 80’er-manerer. Men Janne giver ikke op. Han vil tilbage på banen efter et periode med fodlænke, og det skal ske i samarbejde med forretningsmakkeren Klas i det rige Båstad, hvor natklubben Avalon står overfor sin første åbningsdag.
Janne er i selskab med sin datter og søsteren Jackie og suser gennem den svenske sommer på en opturscocktail af alkohol og jetsettets foretrukne næsegodter – også da han leger med makkerens Ford Mustang og kommer til at vælte et stillads med en ulovlig litauisk arbejder på. Litaueren dør og nok engang står Janne i en situation, hvor hans hårdeste arbejdsindsats er at prøve at slippe for ansvaret. Men tiderne er skiftet, og alt kan ikke længere reddes med en lækker hvid skjorte og et vindende smil, for Avalon er finansieret af konsekvente typer, som kræver betaling med det samme – og tillægsprisen for at skaffe sig af med et lig er ikke ubetydelig.
 |
Copyright:
Scancult |
Jannes liv flyder med filmen ned i en malstrøm af modgang, og som tilskuer ender man snart i den paradoksale situation, at man kommer til at holde med ham. Når der ingen helte er, støtter vi i Axel Peterséns dygtigt manipulerende hænder op om den mest afdankede og hjælpeløse af skurkene. Som at bevidne en tyve år ældre udgave af Klovn-drengene på afveje…bare udenfor komediens afvæbnende univers.
Avalon kan ses som en kommentar om, hvordan overklassen kan flyde ovenpå i selv de værste krisetider, hvis blot man er tilstrækkelig ligeglad, og med en fornem tvetydig slutscene er der ikke det store håb om, at Janne & Co. ender med at lære noget af al balladen. Det er en svær balancegang som instruktør og forfatter at få os med på hele den rejse og reagere i samklang med filmen, men Petersen lykkes i en blanding af helt enkel, næsten Dogme-stilistik, og en på alle måder bærende præstation af Johannes Brost i den centrale rolle. Hans Janne er en af de filmfigurer, der bliver stående i erindringen – og Avalon er med ham som synkende centrum et fint eksempel på, hvordan den kuldslåede nordiske tone kan bruges på drillende og belærende af en talentfuld ung instruktør.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
