| Den eneste ene – for en weekend |
| |
Hollywood er en fænomenal sikker leverandør af historier om den sande kærlighed. Den heteroseksuelle monogami er omdrejningspunktet i filmiske kærlighedshistorier, og selv om den vestlige verdens seksual- og samlivsmoral har ændret sig over de sidste årtier, så har filmbyen stædigt holdt fast i illusionen om den eneste ene – af det andet køn.
 |
Copyright:
Reel Pictures |
Det giver derfor sig selv, at det er fra den uafhængige filmscene, at nybruddet skal komme. Der har været mange glimrende bud tidligere, men sjældent falder så mange ting på plads på én gang, som i Andrew Haighs tilsyneladende helt ubesværede fortælling om Russell og Glen, som mødes på en bar og nyder en weekend sammen, før livets veje fører dem fra hinanden igen. Deres forskelligheder er udtalte. Russell har skabt sig en naturlig og stille livsrytme omkring sit job, sin lille lejlighed og sine venner adspredt af lidt byture og uforpligtende sex. Glen lever mere flagrende og impulsivt med fødderne plantet i kunstverdenen, men hovedet fuld af indskydelser, der skal prøves. Således også det studieophold i USA, som tager ham væk fra Russell i flere år og som skydes i gang umiddelbart efter weekenden.
Weekend formår helt uden at gøre stort væsen af sig selv at være en charmerende, medrivende og tankevækkende ærlig fortælling om kærlighed og sex i en verden, som nok har accepteret, men ikke nødvendigvis ønsker at blive mindet for synligt om homoseksuelle parforhold. Om at springe ud og leve op til omverdenens og egne forventninger. I det hele taget en præcis og rammende beretning om, hvordan vi definerer os selv på ny, hver gang man står (eller rettere ligger) overfor et nyt menneske. I Haighs verden vendes den traditionelle filmisk-romantiske rækkefølge på hovedet, så sex er åbningsreplikken, hvorefter aktørerne – måske – efterfølgende finder ind til en fælles åndelig intimitet, som det i høj grad er tilfældet mellem Russell og Glen.
 |
Copyright:
Reel Pictures |
Det kunne være blevet slemt udpenslet og firkantet doserende, men netop naturligheden i udtryksformen og spillet fra de to ret enestående hovedroller gør, at Weekend ikke fremstår som propagandafilm for en alternativ livsform end Hollywoods standardmodel, men som en stramt fortalt og samtidig ubesværet enkel kærlighedshistorie, som tilfældigvis her udspiller sig mellem to mænd, der mødes og i løbet af en weekend finder ud af, at hvis timingen havde været en anden, så kunne der have været grundlag for en masse mere. Den eneste ene – for en weekend – og en stor anbefaling.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
