| Paranoia i provinsen |
| |
Der kunne sagtens være brug for en gedigen dansk thriller om jalousiens altødelæggende magt bygget af paranoide genrekonventioner, hvor vi som tilskuere sammen med hovedpersonen drages i tvivl om alle medvirkendes intentioner og sande identitet. Over kanten leverer varen et godt stykke af vejen, men forløses desværre aldrig helt tilfredsstillende.
 | Copyright: Nordisk Film - Framegrab | David og Freja har købt drømmehuset. Stråtækt, ned til vandet lige i nærheden af Møns klint. De er udflyttere fra den kreative klasses højborg i indre by, hvor David ernærer sig som computerspilsdesigner med fast arbejde på projektet Real Dreamz, hvor man for alvor kan blande virkelighed og fantasi sammen og styre en kopi af ens egen verden. Møn viser sig dog hurtigt fra den mørke side, da en mand (måske) hopper ud 'over kanten' og begår selvmord, mens David og Freja fejrer Davids frieri med et knald på klinten. Straks derefter begynder hytten i bogstaveligste forstand at falde sammen om ørene på dem – og da alt ser mørkest ud, dukker en regnvåd Wupti-Pede op i en sen nattetime og tilbyder at fikse hele hytten til en meget lavere pris end alle de officielle håndværkertilbud, som de har indsamlet. Det er en ordentlig stak huller i logikken, vi skal igennem de første 20 minutter, når man skal acceptere et univers uden tilstandsrapporter og den sunde fornuft om ikke at hoppe på et tilbud fra en charmerende stjernepsykopat ved nattetide, men så strammer Over kanten ballerne og kaster sig over Davids historie, hvor jalousien og paranoiaen langsomt men sikkert æder sig ind på vores hovedperson. For vores alt for venlige håndværker Roar vælger at flytte ind i skuret for at kunne færdiggøre arbejdet hurtigst muligt, og Freja er måske ved at få et godt øje til denne Davids diametrale modsætning.
 | Copyright: Nordisk Film - Framegrab | David fornemmer snart på lokalsamfundet, at der er noget om Roar som ikke klinger helt rent, og jo mere han graver i den hjælpsomme håndværkers baggrund, jo mere indser han, at det måske har noget med selvmordet på Klinten at gøre. I dette lange mellemstykke styrer Laurits Munch-Petersen faktisk ganske forsvarligt rundt i thrillergenrens obligatoriske pensum uden at vi på noget tidspunkt tilføjer noget nyt, men Over kanten kuldsejler hen mod sidste minutter i forsøget på at twiste slutningen. Det står ikke helt klart, hvad man sigter mod i den tvetydige slutscene, men pointen om, at jalousi kan drive en mand fra forstanden, står i hvert fald klart.
Der er i de indledende scener et næsten international feel over billeder og stemning, og Over kanten er også et skridt op fra Laurits Munch-Petersens debutfilm, den energiske Ambulancen, men de mange kameler, der venter på at blive slugt undervejs står noget i vejen for oplevelsen, som ellers præges af fornuftigt håndelag og to engagerede præstationer af de ellers utrænede Jonatan Spang og Christiane Schaumburg-Müller.
|
| |
| | Bare nogle trailers.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|