| Buddha, fodbold og uartige knægte |
| |
Så kan det næsten ikke blive mere eksotisk. Pokalen er den første film fra det lille centralasiatiske land Bhutan, der kommer i distribution over hele verden – men tro nu ikke, at den er et nyskabende og revolutionerende etnisk indslag i det brede filmudbud. Pokalen er nemlig en ganske traditionel coming-of-age-fortælling, som lidt tilfældigt udspiller sig blandt munkene på et tibetansk eksilkloster.
Lamaen instruerer
Instruktøren Khyentse Norbu er en højtestimeret Lama, en genfødsel af en religiøs reformist fra det 19. århundrede, og det lyder umiddelbart som en noget risikabel satsning at placere ham bag et kamera. Men overfladen snyder, for han har fået en solid filmuddannelse ved at være assistent på Bernardo Bertoluccis Lille Buddha. Pokalen er hans første spillefilm, og det må man sige, han er sluppet rigtig fornuftigt fra. Med stor indsigt, nuanceret humor og en række vidunderlige tibetanske unger har han skabt en noget traditionel, men meget charmerende historie om fodbold, Buddha og en opvækst langt fra civilisationen.
En rigtig historie
Filmen er baseret på virkelig begivenheder og foregår under VM i fodbold 1998 – året, hvor værtsnationen Frankrig tog samtlige stik hjem. På et afsides liggende eksilkloster render den 14-årige Orgyen rundt og er ellevild af glæde over, at alle hans store idoler endelig mødes i kamp. Eneste problem er, at det nærmeste fjernsyn er i landsbyen et godt stykke væk – og kampene sendes midt om natten pga. tidsforskellen fra Frankrig. Derfor arrangerer den lille verdensmand guidede natudflugter fra klosteret, så de mest interesserede munkeaspiranter kan følge med i den verdensomspændende begivenhed. Efterhånden som turneringen skrider frem, bliver interessen større og større – og netop Frankrigs succes er velkommen, da de, som det eneste land, har fordømt Kinas brutale indtrængen i Tibet. En indtrængen, der har forårsaget eksilklostrets placering i nabolandet Bhutan.
Finalen nærmer sig
Eneste problem ved natarrangementerne i landsbyen er klostrets disciplinære munk Geko, der naturligvis ikke er tilfreds med, at de små poder render rundt om natten. Men når munkene ikke kan komme til fodbold, må fodbolden jo komme til dem, og Orgyen går i gang med et større lobby-arbejde for at få parabol og fjernsyn – to af den vestlige verdens mest tydelige symboler – installeret på det smukke kloster. I bund og grund en meget enkel historie, der afvikles med mindst mulig slinger i valsen. Undervejs sørger instruktøren for at få fortalt vigtige og sympatiske ting om livet som eksil-buddhist og især om det at vokse op under de forhold.
En let sag
Pokalen er en meget international film trods det eksotiske bagland. Historien kunne uden problemer flyttes til en engelsk kostskole eller et militærakademi i Sydamerika. Den opererer nemlig med en række grundkonflikter omkring børn, der vokser op under et autoritært styre. Der, hvor Pokalen kan have en positiv betydning, er i det billede, den tegner af buddhismen. Det er første gang, man i den vestlige verden, ser en buddhistisk kloster præsenteret som så menneskeligt et sted. Vi ser de små munke falde i søvn under de lange bønner, have undertøjskataloger med velformede modeller gemt under madrassen og komme i håndgemæng foran fjernsynet i landsbyen. Alt sammen billeder, som Hollywoods massive Buddhist-bølge (Bertoluccis Lille Buddha, Annauds Syv år i Tibet og Scorseses Kundun) de seneste par år har glemt alt om i de polerede og (selv)højtidelige billedorgier.
Rigtige valg
Norbu formår fint at styre udenom de tungeste politiske budskaber – det havde ellers været fristende at benytte lejligheden til at tale Tibets sag, men han vælger at lade filmens humanistiske historie og demonstrationen af buddhismens åbenhed for moderne teknologi være argumenter nok. Det klæder filmen, som ender med at være et behageligt og sympatisk bekendtskab. Skuespillerne er rene amatører – mange af dem fra det kloster filmen er optaget på, og som instruktøren kun fik adgang til, fordi han er så højt rangeret i det buddhistiske system. Vi kan kun være glade for, at han benyttede chancen til at give os et smukt og lærerigt indblik i livet blandt udstødte buddhister anno 2000.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
