| | | Har du set filmen? Hvad synes du om den? |
|
|
| |  | | (37 stemmer) |
|
|
| | Billedformat:
16:9 Anamorphic, 1,85:1 Widescreen
Lyd:
Dobly Digital 5.1 Surround
Ekstra materiale:
Trailer, Bag om kameraet, interviews, kommentarspor af Frank McCourt og Alan Parker |
|
|
|
 |
Angelas aske
| Bogen, der blev taget for bogstaveligt |
| |
Man kan spørge sig selv, hvad der er mest deprimerende ved Angelas Aske - dens emne eller dens længde. Baseret på den umådeligt populære erindringsbog af samme navn (af Frank McCourt) og instrueret af Alan Parker, formår den aldrig at formidle den strøm af smerte, frustration, glæde, håb og humor som bogen gør. I stedet sidder man fastspændt i biografsædet i næsten 2½ time og er vidne til en barndom, som er svær at relatere til – især når den er formidlet gennem en skuespillers nøgternt beskrivende stemme.
Den rette instruktør?
Vi er ikke i tvivl om, hvad type film Angelas Aske er, efter åbningsbilledet bliver ledsaget med ordene: ”Det var, selvfølgelig, en elendig barndom.”, fortalt af en ældre Frank McCourt, der ser tilbage på sit liv. Præcis som i hans Pulitzer-vindende erindingsbog af samme navn følger vi hans opvækst i 30’ernes fattige Irland.
At placere denne smukt fortalte og bevægende fortælling i hænderne på Alan Parker ar fået mange kritikere til at hæve et undrende øjenbryn og spurgt, om Parker var det bedste valg med en broget filmografi under bæltet, hvor hvert poetisk, engageret og majestætisk værk (Birdy, The Commitments, Mississippi Burning) er blevet ledsaget af en kluntet, åndssvag eller selvoptaget bedrift (Angel Heart, Road to Welville Pink Floyd’s The Wall).
Mørk og mudret
Efter nærved 2½ time med regnfyldte billeder, sjælløs fortællerstemme og et tungt, travende tempo kan jeg kun konkludere, at skepsissen var begrundet. Problemet med Angelas Aske er dens slaviske forhold til bogen. Vi hører McCourts fortællerstemme følge handlingen gennem hele filmen, men man føler, at de stærke billeder burde kunne tale for sig selv.
Den skabelsesfortælling, som man er vidne til, følger Franks opvækst i byen Limerick – fra han er fem til han er 16. Med en arbejdsløs far, der drikker alle familiens penge op, en søskendeflok, der mindskes under tuberkulosens dødelige berøring og en af denne grund sorgfyldt mor, er galgenhumor eneste overlevelsesmiddel i det næsten altid regnende Limerick.
Rollelisten
Filmen er stærkt besat. De komplekse karakterer, såsom den alkoholiserede, men sympatiske far bliver fremragende spillet af Robert Carlyle (Trainspotting, The Full Monty) – en mand med høje og stolte idealer i en verden, hvor overlevelse ofte kræver fornedrelse. Overraskende er det heller ikke, at Emily Watson (Breaking the Waves) undgår at forfalde til den stereotype mor, der ofrer alt for sin familie – hun tilføjer familien en nærmest overnaturlig glød, mest synlig i de scener, hvor replikkerne falder bort og mimik samt gestikulation afslører hendes indre sorg og bitterhed over at være født i en katolsk verden, hvor det betragtes som mere syndigt at forlade sin mand, end at lade ham udsulte hendes børn.
De 3 unge skuespillere, der skaber hovedrollen Frank på tværs af tid (Joe Breen som fem-årig, Ciaran Owens som 10 og Michael Legge som 16-årig) skaber et naturtro portræt af den unge mand, som prøver at skabe logik i en verden, der ikke giver mening. En verden delt op af religion, penge, geografi, historie og politik – og kun samlet i fælles sag når den raser imod alt hvad den hader.
Tungsindig
Desværre får de pragtfulde skuespillerpræstationer aldrig greb om det tunge og alt for litterære manuskript. Humoren er sporadisk (som f.eks. scenen, hvor 4 af byens hormonramte drenge står og onanerer bag et hegn – mens de kigger på får!) og har aldrig den rigtige, irske tone. I stedet ser man regn og elendighed, afløst af død og en inderligt angrende Frank, der bekender til præsten, at han har slået sin mor.
Man ender med at være udmattet, fyldt op til randen med fattigdommens miserable jammer – og griber panisk ud efter et af filmens små højdepunkter – den unge Frank, der dyrker elskov med en døende pige(!). Man bliver trukket gennem mudderet – en passende allegori i betragtning af den groteske mængde regn, som Angelas Aske er fyldt med.
|
| |
| | DVD-udgivelsen af Angelas Aske er et godt eksempel på, hvordan det nye medie kan bidrage til en større oplevelse af selve filmen. Med et glimrende ’bag om kameraet’ program får man indblik i optagelserne og programmet ”Reflections on Angela’s Ashes” bringer sobre og omfattende interviews med instruktøren, forfatteren og skuespillerne i en sjældent set kvalitet. De to kommentarspor lagt ind af henholdsvis Alan Parker og Frank McCourt giver det sidste til den mest begavede europæiske DVD-udgivelse, jeg til dato har haft mellem hænderne. Begge lader de nænsomt de mest betydningsfulde dele af scenerne udspille sig inden de kommenterer. Parker omkring det filmiske og MacCourt omkring indholdet.
På den måde er DVD’en – i modsætning til filmen alene – blevet et must for McCourt fans, og i det mindste et interessant bekendtskab for Parker fans.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
| |
|
|
