| Gangster på sommerferie |
| |
En af Japans vigtigste kulturpersonligheder hedder Takeshi Kitano. Elsket og hadet - men kendt af hver japaner som komiker, tv-vært, forfatter, samfundsdebattør, lyriker, billedmaler, skuespiller og instruktør. Med titler som bl.a. Sonatine og Hana-bi har den 54-årige provokatør og kunstner slået sit navn fast som en af landets vigtigste nulevende instruktører. Hans næstsidste film Kikujiro fra 1999, der nu har videopremiere i Danmark, viser hvorfor.
Min sommerferie
Kitanos virkelige fader har lagt navn til filmen om Masao og Kikujiros rejse til havet en sommer i nutidens Japan. Kitano selv spiller Kikujiro, en afdanket gangster-type, der bruger det meste af dagen på at skændes med sin kone på et gadehjørne i Tokyo. Da den 6-årige Masao ved sommerferiens start beslutter at opsøge sin mor, der har forladt ham for flere år siden, øjner Kikujiro chancen for at komme væk fra sin kone samt score lidt håndører ved at tage med drengen.
Moderløse
Kikujiro har fået penge til rejsen af sin kone, men tager først drengen til cykelløb, hvor han taber alt. Derfor må det aparte par nu blaffe sig til dagen og vejen, hvilket bringer dem ud på en ikke helt almindelig rejse til Japans kyst. Langsomt begynder den lettere kyniske og opportunistiske Kikujiro at nære faderlige følelser for drengen, der ligesom ham selv ikke har nogen moder.
Den nye Kitano?
Kikujiro adskiller sig fra tidligere Kitano-film ved ikke at have en opløst fortællestruktur, samt ved ikke at være udpræget voldelig. Historien følger bevidst en klassisk opbygning og kronologisk tid, men den abrupte klipning, de drømmende sekvenser og ideen med at springe handlingsstykker over, som normalt udpensles i mainstream-film, for kun at vise konsekvenserne, således at vi selv skal forestille os det hændte, samt de konstant svingende scener udført med stor tålmodighed og samtidig intensitet, gør Kikujiro til noget ganske særligt og får Kitano til at fremstå som en garvet instruktør, der er bevidst om selv sine mindste skridt.
Den lydløse komik
Kitanos groteske og på samme tid både over- og underspillede humor i instruktion og skuespil kan dog med lethed genkendes fra hans tidligere film. Som en Chaplin kan Kitano være morsom ved sin blotte gang og situationernes absurditeter understreges behændigt af bemærkelsesværdigt få replikker. Kitano bryder sig nemlig ikke om for meget snak på film og overlader ofte ordet til poetisk stilhed eller den rammende og iørefaldende musik af komponisten Jô Hisaishi.
Nuet
Temaet i Kikujiro er den gamle historie om rejsen for at opsøge sine rødder. Hos Kitano bliver svarene og slutningen heldigvis aldrig banale eller forudsigelige, ligesom de overordnede ’baggrunde’ og ’temaer’ altid bliver underlagt det igangværende nu. Fordi Kitano opbygger sin films historie efter de enkelte scener, som tilmed også er skrevet først, bliver det nuet grebet og fremhævet og formår at fungere i sig selv uden blot at skulle være led i en opbygning af historien, som det er normalt i almindelig filmdramaturgi. Resultatet er nok eksperimenterende, men overraskende publikumsvenligt, da ikke blot den bærende historie – men også hver enkelt scene – bliver spændende.
Skønhedsfejl
Kikujiro er langt fra Kitanos bedste film, men han har vist, at han også magter
den ’almindelige’ historie med den klassiske opbygning, uden det alligevel bliver hverken almindeligt eller klassisk. Filmen kan nydes for dens umiddelbart lettilgængelige historie, den drømmende stemning, der både tilhører børnenes og de voksnes verden, dens skarpe registrering af livets banaliteter og morsomheder og dens vidunderlige bramfrie måde at sammenføre det hele på. På trods af skønhedsfejl i instruktion og skuespil af den 6-årige Masao er Kikujiro en af den slags film, der formår at forene originalitet og underholdning, poesi og banaliteter, erfaring og nyskabelse så overbevisende, at man kun kan overgive sig også efter anden og tredje gang man har sat den i videoen.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
