| Tema: Ny britisk socialrealisme |
| |
Siden Lindsay Anderson og ’Free Cinema’-bevægelsen i 50’erne har socialrealisme i mere eller mindre poetiske varianter været en fast del af den britiske filmproduktion. Instruktører som Mike Leigh og Ken Loach er rygraden i mellemgenerationen, der førte traditionen videre. Ikke mindst Margaret Thatchers konservative styre igennem firserne givet stof til genren. Nu er de konservative vippet af pinden, men selvom tingene generelt ser bedre ud, er der stadig masser af historier fra underklassen, at berette.
I dette tema samler vi op på en række nyere britiske film, der alle har socialrealistiske baggrund, men som samtidig bevæger sig ud ad nye tangenter, og giver nyt liv til genren.
|
| |
|
 | | | | | Ratcatcher
Den debuterende spillefilminstruktør Lynne Ramsay byder med Ratcatcher på en stærk psykologisk skildring af en 12-årig dreng. En tragisk ulykke får ham til at isolerer sig fra sin familie. Stemningen i den befængte Glasgow-bydel er opslugende.
Biografaktuel – læs anmeldelsen her |
|
|
| | | I familiens hjerte
Skuespilleren Tim Roths instruktørdebut er blevet et overrumplende mesterværk om en lille familie, der flytter til landet. Besættende og smertefuld med fænomenalt skuespil er det den vigtigste film om incest.
Læs videoanmeldelsen her | | |
|
|
| | | | | Forbrydergeneralen
Realiteternes alvor trænger sig på, men bekæmpes med varme og storslået humor. Filmen er en fængende og helstøbt skildring af den irske folkehelt og storforbryder Martin Cahills oprør mod autoriteterne og hans vilje og snilde til at gøre som han vil.
Læs videoanmeldelsen her |
|
|
| | | East is East
Filmen forsøger en vanskelig balancegang på den skarpe side af den integrationspolitiske krumsabel. Med en ensidigt portrætteret familiefar i centrum arbejder den ihærdigt på at levere kradse pointer, men glider alt ofte over i en småubehagelig tone.
Læs DVD-anmeldelsen her | | |
|
|
| | | | | Billy Elliot
I fortællingen om det evige klasseskel set fra kuede minearbejdere under Thatcher er de grå omgivelser bragt til sprudlende live med en unik, elskelig og bittersød fortælling om den 11-årige Billy, der hellere ville danse ballet end bokse.
Snart videoaktuel - læs anmeldelsen her |
|
|
| | | Wonderland
Michael Winterbottom er tilbage i topform med et imponerende, løst og omfattende ensembledrama fra nutidens London. Med hektisk håndholdt 16-mm og en suggestiv lydside falder den gennemførte skildring af ensomhedens følelsesregister nænsomt på plads.
Læs videoanmeldelsen her | | |
|
|
| | | | | Portræt: Michael Winterbottom
Welcome to Sarajevo, Jude og Wonderland - tre titler, der er umådelig forskellige, og alle har det tilfælles, at de er instrueret af en af de halvt hemmelige talenter, der har bragt ny og anderledes energi til britisk film i halvfemserne, instruktøren Michael Winterbottom.
Læs portrættet her |
|
|
| | | Portræt: Ken Loach
Som en af få vestlige instruktører efter murens fald har Ken Loach gang på gang overrasket med at give sig i kast med politisk orienterede film. Han har gang på gang formået at lokalisere den torn, der stikker os i øjet, når vi lader blikket falde på de skæbner, samfundet har tabt på gulvet.
Læs portrættet her | | |
|
|
